Højt over de grønne bakker på styrbords side dukker Dybbøl Mølle op -indtil videre ikke skæmmet af et eller andet politisk korrekt forsoningsmonument, som Grænseforeningen foreslår. Møllen står og fortæller om 1864.

Tvende Gange skudt i Grus
Atter rejst som Møllehus
Vogter for et Mindebo
Selv en Bavta, dansk og tro.

Torsdag 2. juni står vi atter op til flat vejr. Syd på i medvind gennem Als Fjord for storsejl og maskine. Senere rummer vinden, og fra Alssund får vi bidevindsejlads til Kong Christian X’s Bro og hele vejen videre til Flensborg. Vi må endnu en gang sande, at nok er det udmærket at sejle i søkort 112 (Århus Bugt m.m.), men farvandet fra Lillebælt og syd på tager prisen som et bedre og mere afvekslende farvand; især fordi man hele tiden sejler kystnært. 

Vi runder de stejle klinter ved Borreshoved og møder hundredvis af sejlere på vej ud af fjorden. Meget flat syn. De varmer op til den årlige Rum Regatta i Flensborg, og senere lader vi os fortælle, at de sejler til Sønderborg for at hente deres danske sejlerkammerater. De skal også med til festlighederne i Flensborg.

Vi finder let en plads i den gamle industrihavn, Yachthafen Kielseng, der er med i frihavns-ordningen. Det koster € 3 pr. nat og € 30 i pant for toiletnøglen. Den havneafdeling, vi ligger i, tilhører Wassersportclub Flensburg, WSF. Klubhuset ligger først for på nordsiden (styrbord) ved indsejlingen. Det er bemandet, og med råb og fagter fra havnevagten får man anvist en grøn plads. Først i juni var der masser af grønne pladser. Var Flensborg-sejlerne måske alle på tur til Danmark?

Vi sejler nærmere det store sluseanlæg. Der er en mængde fartøjer. Fragtskibe sejler ind og ud af sluserne. Store passagerfartøjer i klassisk stil ligger ved Tiessenkai på nordsiden af sluseområdet. Nogle få lystsejlere søger mod lystbådehavnen, ligeledes på nordsiden. Alle ligger langskibs. Der er god plads, men ingen vand og ingen el på broen. Kode til bad og toilet udleveres ved betaling af havnepenge, som for ANDANTE er € 7. Morgenbrød faldbydes på broen af en dame med en kurv. Vi havde regnet med at påfylde dieselolie før turen gen nem NOK og Ejderen, men mod forventning er der ikke en tank på stedet. De to nærmeste tankanlæg er henholdsvis Strande (Olympiahafen) 5 sømil nord for Holtenau eller ved en marina ved navn Borgsted ”under” motorvejsbroen ca. 30 km inde på kanalen.
På kanalkortet kan man se, at der er en sti over sluseområdet direkte til NADI (Nautischer Dienst) på den modsatte side af sluserne. Her skulle vi købe tyske søkort over vadehavsområdet fra Eidersperrwerk til Rømø. Men som et led i den almindelige sikkerhedsoprustning på alle havne er hele sluseområdet afspærret, så vi måtte spadserede 2-3 km for at komme uden om sluserne, med en gratis færge og over på sydsiden til Nautischer Dienst. Denne forretning er et sandt slaraffenland for søens folk. Nautischer Dienst er lagerførende i alle søkort fra hele verden -også elektroniske, og på skranken ligger den ene store pakke ved siden af den anden. De afhentes af besætningsmedlemmer fra de store fragtskibe, der går gennem sluserne. Nautischer Dienst er for professionelle, men fritidssejlere er mere end velkomne.

Sigtbarheden er dårlig, vi sejler langsomt og med navigationslysene tændt. Det er en smule gysende at høre en buldrende motorlyd for derefter at se en skygge materialisere sig som et kæmpemæssigt stålskrog kun 10-15 meter fra lille ANDANTE. Vi er parat til at sejle skibet på grund, hvis det skønnes nødvendigt, men heldigvis er lodserne om bord på fragtskibene kvalificerede, og der sker ikke noget. Ved 17-tiden forlader vi NOK og sejler ind i Gieselau, der er en kort forbindelseskanal mellem NOK og Ejderen. I NOK er vanddybden 11 m. I Gieselau Kanal er den 3 m. Ejderen kan besejles af skibe med maksimalt 2,7 m dybgang. Frihøjden er 21 m. Kanalen og Ejderen må ikke besejles efter solnedgang. Ejderen er 75 km lang, 52 km fra Gieselau sluse til Nordfeid sluse og 23 km fra Nordfeid til Eider Sperrwerk. Det sidste stykke kaldes også for tidevands-Ejderen. En fuldstændig oversigt over alle sluser og broer er udarbejdet af Wasser-und Schiffartsamt i Tanning (http://www.wsatoenning.wsv.de) En fin ståbi er også den danske sejler Ole Kofoed-Olsens bog ”Sejlads på nordtyske vandveje” fra forlaget Wisby & Wilkens. Den har det hele: Slien, Kielerkanalen, Ejderen og mange flere. Alt er bygget på Oles personlige oplevelser. For det tredje sejler vi efter et kortmateriale købt i slusekontoret i Gieselau. Kortet er nærmest at sammenligne med en plakat med fotos af alle broer og sluser, en tegning af hele Ejderens forløb med såvel kilometerangivelser som nummererede sideafmærkninger. Det er grafisk forvirrende, men hvis man giver sig tid og sætter sig ind i dets måde at informere på, opdager man, at også dette kort har det hele. For at komplettere stakken af papir skal også nævnes CEVN I-beviset, der dokumenterer, at jeg er fortrolig med farvandsafmærkninger, besejlingsregler, skibslys og signalfigurer, lyd-og lyssignaler samt skilte og advarselstavler. Dette bevis er ikke påkrævet på Kielerkanalen, som er en international vandvej. Vi når frem til vejbroen og slusen ved aftenstid. Signalerne er røde. Der er lukket for denne dag, men der er gode liggepladser ved broer på begge sider af kanalen. Der er hverken vand, elektricitet eller toiletter, men en miljøstation. Vi overnatter, og det er af og til uroligt, eftersom trykbølger fra de store, forbipasserende skibe i NOK løber ind i den lukkede kanal. Strømmen bruser først ind som en tsunami I bremses af slusen og kører ud igen. Løs fortøjning og mange fendere er nødvendig. Vi besluttede os til en gang grillmad på broen. Men nej, her afgik vores Cobbgril ved døden. Nedsmeltningen begyndte sidste år, og nu kan den ikke mere få luft. Vi opgav at stege og besluttede at kassere den. Vi købte den i 2002 og har brugt den med flid og fryd. Heldigvis er der flere og flere lystbådehavne med fine grillpladser, så helt slut er det ikke med denne sommerfornøjelse.

Der er kun 6 km fra Nordfeid til slusen i Friedrichstadt, der også er åben. I stadig øsende regn kommer vi ind. Sluseafgiften skal her som alle andre steder erlægges på slusemesterens kontor på 3. sal. Pris€ 8,30, men - som han siger - så koster det heller ikke noget at komme ud. Måske fordi vi ikke er vant til tidevandssejlads, føler vi en stor lettelse, da slusen lukker sig bag os, og vi er inde i havnen i Friedrichstadt. Først et kort stykke lige ud, derefter skarpt til højre gennem en tunnelagtig kanal kranset af høje træer. I den lille lystbådehavn er der hele to venlige, fortøjningshjælpsomme havneassistenter, der anviser os plads ved flydebroen svarende til vor dybgang. Den er 1,35, men ekkoloddet viser, at vi ligger på 1,20 m. Fortsat regn. 

For nogle år siden ville han selv tre måneder i Limfjorden, men lå en uge i lønning uden at få godt vejr og gik i stedet gennem de indre farvande. Da han skulle hjem ville han atter gerne gennem Vesterhavet, men lå en uge i Thyborøn og ventede på godt vejr, før han sejlede gennem de indre farvande hjem. Det ville vi ikke risikere, så vi lyttede flittigt på vejrudsigterne på tysk radio: NDR4 (NDR Info) 702 / 972 kHz -kl. 00:05, kl. 08:30 (3 dages udsigt) og kl. 22:05 og på Deutschlandfunk (DLF) 1269 kHz kl. 01:05, kl. 11:05 og kl. 21:05 (3 dages udsigt) Havnepengene beløber sig til€ 10 pr. nat. På kvitteringen står der ”Kiek mol wedder in”.

Her skiftede ANDANTE besætning, idet min ven Niels Harborg fra Fur kom om bord i stedet for Ann, der tog bilen hjem. Hun havde og har ingen lyst til havsejlads. Modsat mener Niels, at det ikke er en rigtig sommer, hvis han ikke mindst en gang kommer på havet. Han har før sin tid som selvstændig bådebygger gjort sig som bl.a. matros i handelsflåden, fisker og langturssejler. Så med ham om bord er jeg godt hjulpet.

12. juni 
Vand på. Slusning kl. 9.00 Motorsejlads til Tanning. Stort sommervejr. Finder god liggeplads i havnen mellem et par ybomme ved en flydebro. Kommer ind med 2,5 meter vand. Derefter faldende vande til kl. 18. Det er en meget mærkelig fornemmelse at se ANDANTE langsomt synke ned i det brune mudder og mærke dens bevægelser gradvist ophøre. Den stod en anelse skævt og det føltes som om den ville vælte, men det gjorde den nu ikke. Strømmen vendte kort efter 18, og snart flød skibet igen. Fine forhold med toilet, bad og affaldsplads kun for sejlere. Kode 4711 som kølnervand. Havnepenge€ 10. Aftensmaden indtager vi under Hotel Godewinds parasoller på kajkanten -en fisketallerken med alt godt fra Nordsøen. Niels inviterede.

13. juni 
Vi vågner ved 6-tiden. Alt er ganske stille. Båden står på bunden, men vandet stiger. Udmærkede vejrudsigter fra såvel tysk radio som DMI, som vi dels modtager på 243 kHz (dårlig kvalitet) dels får læst højt i telefonen af Ann, der sidder hjemme i Egå ved sin PC. Plan: Gennem Eider Sperrwerk til bøjen Eider Ton ne. Derfra mod nord til Hvide Sande. Afsejling Tanning kl. 10.00. Efter Tanning udvider floden sig meget, og vi passerer gennem det tættest besatte vindmølleland, jeg har set. Slusning ca. 11.30.

Dæmningen blev indviet den 20. marts 1973 efter en byggetid på godt 5 år. Byggeomkostningerne beløb sig til cirka € 87 mio. og er den hidtil største tyske kystsikring. Baggrunden er enorme oversvømmelser efter stormfloden i 1962, som også ramte Tönning. Hele konstruktionen består af to separate rækker med hver fem store sluseporte, der regulerer vandgennemgangen mellem Ejderen og Nordsøen i forhold til vejr-og vandforholdene. Ved lavvande (ebbe) strømmer vandet kontrolleret fra Ejderen ud i Nordsøen og ved højvande tilsvarende fra Nordsøen ind i Ejderen. I løbet af tolv timer kan på den måde løbe op til 50 millioner kubikmeter vand ind og ud af sluserne. I tilfælde af stormflod lukkes sluseportene. Ved siden af sluseportene befinder sig en cirka 75 meter lang og 14 meter bred kammersluse med en klapbro, hvor mindre skibe sluses igennem dæmningen. Det er alt overvejende fiskekuttere, udflugtsbåde og fritidssejlere. Hele bygningsværket hviler på 600 pæle af stål og beton, der blev drevet mere end 20 meter ned i undergrunden. Som følge af nye strømforhold opstod i 1980’erne et hul foran dæmningen, som måtte opfyldes med cirka 20.000 sandsække. Vi afpassede sejladsen fra Tönning, så vi kunne gå igennem slusen -og det var gratis -ved højvande og nyde godt af medstrømmen de ca. 15 sømil ud til Eider Tonne. Strømmen flytter store mængder sand, og derfor er sejlløbet hele tiden under forandring.

I Hvide Sande ville vi besøge fhv. fisker Chr. Bollerup og med ham mindes fantastiske begivenheder 50 år tilbage i tiden. Tidsrejsen tager os med til 20. december 1961. Vi er sammen med Chr. Bollerup og to af hans kammerater om bord på en gammel fiskekutter ved navn ”Jenny Skamager” på laksefiskeri i Østersøen øst for Gotland. Der er fuld storm fra nordvest. ”Situationen var ikke behagelig, men endnu ikke kritisk”, skriver Chr. Bollerup i sine erindringer, som -signeret af forfatteren -findes i mit maritime bibliotek. Kutteren blev hårdt ramt af stormen. Ankergrejerne blev sprængt, styrehuset slået løs og motoren druknede. I fire dage drev ”Jenny Sko mager” for vind og vejr, og ingen reagerede på besætningens nødsignaler. Det frøs 14 grader og kutteren blev langsomt overiset. I et desperat forsøg på at nå land riggede besætningen en presenning til som en slags spiler, og juledag strandede de på inderste revle ved Brusterort i Kaliningrad. De blev observeret fra land af en militær vagtpost og vinkede som gale. Men i stedet for at hjælpe dem, affyrede han varselsskud og gjorde tegn til, at de skulle vade i land gennem brændingen. Med døden som fjerdemand lykkedes det de tre at komme op på stranden, hvor de styrtede om, dødeligt udmattede. Men de blev ikke modtaget som skibbrudne i livsfare, tværtimod blev de behandlet som forbrydere og grænseoverløbere og kastet i fængsel. Russerne skulle bruge 14 dage på at forstå, at deres ”fangst” ikke var farlige spioner, men ulykkelige danske fiskere. Da det stod klart, blev de smidt på gaden og måtte selv skaffe sig en hyre, så de kunne komme med en coaster til Bornholm. Den danske ambassade var komplet uinteresseret i de tre unge fiskeres skæbne. Forliset med ”Jenny Skomager” har naturligvis præget Chr. Bollerup, og til Hvide Sande kirkes 50 års jubilæum i 2004 besluttede han at bygge en model af kutteren og forære den til kirken, hvor den hænger i dag som votivgave. Det er en gammel tradition, at søfolk som tak for frelse giver en gave til kirken eller Gud, om man vil. Hele historien samt meget mere er at læse i Chr. Bollerups bog ” Jenny Skomager”. Jeg ville blot besøge og takke Bollerup, som sidste år uopfordret havde sendt mig sin bog. Vejret viste sig fra den dejligste side, og jeg græmmede mig i al stilhed over, at der ikke var tid til en sejltur på Ringkøbing Fjord og besøg i Ringkøbing og Bork. Men vi stak til havs igen, og i stadig aftagende vind gik det nord på med kurs mod Thyborøn Kanal. De sidste 5-10 mil måtte vi sejle for storsejl og maskine.

Molearmene rækker gæstfrit ud efter os, selvom de udlagte betonklodser kan ligne frådende tænder, når de bides med bølgernes brod. Det er trods alt beroligende at glide ind i smult vand. Når vi sejler på det store hav, føler jeg tit rædslen fra det navnløse mørke op gennem skosålerne. Kun en tynd skal af glasfiber skiller os fra undergang og forlis. Nå, bange er jeg ikke. Ej heller Niels. Men det er dejligt hver gang man er godt og sikkert i havn i magsvejr. Vi skal ikke i havn i Thyborøn denne gang. Vejret siger, at vi kan tage en nat for anker, og administrationschefen på Fur Skibs- og Bådebyggeri er af samme opfattelse: Hvis ikke vi kan nå den sidste broåbning, bør vi være tidligt klar næste morgen, så Niels kan komme på arbejde derhjemme. Drevet af svag vind, sejlende på fladt vand og med en smule medstrøm glider vi for sejl igennem Thyborøn Kanal ind i Nissum Bredning, hvor sælerne hilser os velkommen. Niels mener bestemt, at det er ”Luffe”. Jeg går i pantryet og bikser en gang aftensmad sammen. Niels sidder næsten drømmende ved roret og har det så godt, som det er muligt for ham - med en båd mellem næverne. ”Skaffe”, siger jeg. Vi kobler selvstyreren til og lægger fjernbetjeningen ved siden af Niels’ tallerken i dækssalonen. Så kan vi spise og styre på samme tid. I den sydøstlige del af bredningen er der gode ankermuligheder neden for bakkelandskabet Toftum Bjerge, og her lader vi ankeret gå. ANDANTE bliver bakket grundigt til, så vi er sikre på, at hun ikke skrider i nattens løb, som det skete for Niels’ LAPPEDYKKEREN, da vi lå her for et par år siden. Denne del af sommertogtet nærmede sig sin afslutning. Vi skriver 16. juni og har været af sted siden 31. maj. Næste dag kommer vi til Fur, hvor Niels afmønstrer, og Ann igen kommer om bord.