Viggo begik selvmord
(9-9-2016) For en måned siden fik jeg at vide, at Viggo, en af mine venner fra ungdommens tid, var død. Jeg vidste, at hans helbred var dårligt, men ikke at sygdommen var livstruende. Så det var en slem overraskelse, da jeg læste et udklip fra avisen i Ringkøbing, hvor min ven boede. Det var smukke mindeord, der kun kunne glæde mig, men én formulering ramte mig dybt: Han valgte selv hvor, hvornår og hvordan. Det var altså selvmord. Viggo var 87 år. Han boede alene på sin fødegård i yderste klitrække ved Vesterhavet nord for Ringkøbing. Han var et friluftsmenneske – bonde, jæger og strandfoged og kunne ikke forestille sig et langt sygdomsforløb med efterfølgende ophold på et plejehjem. Derfor besluttede han sig til at gøre en ende på livet, mens han endnu selv var herre over hvor, hvornår og hvordan. Han tog sit jagtgevær, gik ud vest for gården, kravlede op gennem sand og marehalm og fandt den gryde i klitterne, hvor han så ofte havde taget sig en middagssøvn. Hvad han tænke i disse minutter, kan vi kun gætte. På en seddel, han havde efterladt på langbordet i stuen under stråtaget, stod der kun ét ord: Undskyld. Viggo havde ikke noget at undskylde, men et dødsfald og ikke mindst et selvmord volder en del uro og ulejlighed. Så derfor: Undskyld! Viggo var en god skytte, der forstod at håndtere sit våben, og han skød sig i hjertet. Han døde midt i den verden, der var hans egen, og på en måde er det en smuk historie om et menneske, der tog livets glæder og sorger samt døden i sin egen hånd.
Nogle mennesker forkaster selvmord som en mulighed. Det gør jeg ikke, men jeg synes det er forkasteligt, at man skal være henvist til dramatiske løsninger som at skyde sig selv, springe ud fra en bro, hænge sig, kaste sig foran et tog eller drukne sig. Det er uværdigt at skulle sige verden farvel på den måde. Vi har på film fra bl.a. Schweiz set mennesker gennemføre stilfærdige selvmord i familiens kreds, vi har hørt om aktiv dødshjælp, hvor de pårørende hjælper et menneske ud af et liv, som ikke mere er et ordentligt liv. Vi har også hørt om passiv dødshjælp, hvor læger og andre standser en udsigtsløs sygdomsbehandling vel vidende, at et behandlingsstop medfører døden.
I 2013 blev der registreret 605 selvmord i Danmark. Det svarer til 1,1 % af samtlige dødsfald eller gennemsnitligt næsten 2 selvmord om dagen. I forhold til antallet af trafikdræbte dør ca. 3 gange så mange for egen hånd. Der gøres en del for at hindre mennesker i at komme så langt ud, at deres eneste mulighed er selv at gøre en ende på livet. Men skulle vi ikke tage os sammen, føre en voksen, fordomsfri samtale og derefter gennemføre en lovgivning, der fjerner selvmordet fra listen over tabu-handlinger og gør det til en reel og tilgængelig løsning samt afkriminaliserer hjælp til selvmord.
Det er trods alt kun et fåtal, der kan gå ud i naturen og skyde sig en kugle for brystet.
(Klumme til Lokal Avisen Assens uge 37/2016)