Heide viste danskerne, at jyder også er mennesker

Mit bidrag til bogen ”Århus-Krøniken” november 2016 i anledning af kulturby-året i Århus 2017:


"Heide viste danskerne, at jyder også er mennesker"

Af Preben Heide

At jyder også er mennesker, har der vel aldrig været tvivl om, men alligevel dukker sætningen op i en fjernsynsudsendelse ved navn ”Monopolets helte” fra 2008. Danmarks Radio, altså det rigtige DR i København, lader en anonym stemme gøre status over, hvad der kom ud af, at der blev oprettet en DR-provinsafdeling i Århus i 1973. Det besynderlige udsagn opstiller et modsætningsforhold mellem ”danskerne” og ”jyder” - underforstået at jyder ikke er danskere. Og det gemmer en påstand om, at mine undersøgelser skulle have vist, at trods forestillinger om det modsatte, så er jyder mennesker. Altså af samme, høje kategori som danskerne.

Sikke noget vrøvl.

”Monopolets helte” var titlen på en serie 50 minutters udsendelser med kendte tv-folk fra den tid, da Danmarks Radio var alene på markedet. Jeg skulle på skærmen fortælle om de initiativer, der i sidste halvdel af 1900-tallet skaffede Århus en plads i mediebilledet. Det vigtigste var oprettelsen af provinsafdelingen, som producerede et stort antal programmer og skabte bedre balance mellem udsendelser fra hovedstaden og fra det øvrige land. Udsendelserne byggede på en personlig kontakt med, hvad der rørte sig i befolkningen – på universiteter, højere læreanstalter og andre uddannelsesinstitutioner, på højskoler og teatre, i kirken, musikhusene og koncertsalene rundt i landet, i nær føling med arbejds- og erhvervsliv og den folkelige kultur i alle former.

”Landet Rundt” var fra begyndelsen i 1973 og gennem mange år det mest markante udtryk for Danmarks Radios nye programfilosofi, og det blev min opgave at stå ved roret på dette provinsafdelingens flagskib. Der lå ingen antropologiske ambitioner bag succesen, men derimod en gammeldags glæde ved at fortælle om stort og småt. Folk kom selv til orde. Eksperter spillede anden violin. Den geografiske alsidighed kom til udtryk i programmets kendingsmelodi, som var en bearbejdet udgave af melodien til disse verslinjer:

”Venner, ser på Danmarks kort,

ser så I det aldrig glemmer,

til hver plet har fået stemmer,

thi det fædreland er vort!”

Her er min beretning om de glade dage og pionertiden.

Indtil 1959 hed det Statsradiofonien, men ovre i Jylland, ude i provinsen og vest for Valby Bakke søgte det store monopolforetagende i 1960’erne og 1970’erne at være mangfoldigt til stede, så man med rimelighed nu kunne kalde sig Danmarks Radio. Måske endda hele Danmarks Radio.

Fra 1962 til 1973 var fjernsynet repræsenteret i Århus med navnkundige programfolk og journalister, der leverede programmer og indslag til bl.a. tv-kulturafdelingen, nyhederne og sporten. Den afholdte radio-dokumentarist Christian Kryger skiftede med held fra lyd til billede. Hans interviews med børn vises stadig fra tid til anden. Journalist Erik Svensson gjorde sig bemærket med nogle af de første dybtgående programmer om stofmisbrugere. Tommy Rasmussen og Leif Hjortshøj tog i indslag efter indslag i nyhederne seriøst fat på miljøstoffet, der bød sig til med ufortalte skandalehistorier om Cheminova og Grindstedværket. Leif Hjortshøj spillede med kynisk virtuositet på seernes følelser og frygt for skadevirkninger på især børnene. ”Vi skal have kvinderne med,” sagde han, ”de tænker med livmoderen.” Medarbejderne var udstationerede ”indtil videre med tjenestested i Århus,” som det hed i ansættelsespapirerne for at understrege tilhørsforholdet til de gamle programafdelinger i København. Debattøren og journalisten Bjørn Svensson, der var leder af Danmarks Radios Aabenraa-afdeling fra 1960 til 1979, i dag Radio Syd, havde gennem alle årene stædigt presset på for at opnå større selvstændighed. Fra 1970 gik flere og flere mediepolitikere ind for oprettelse af en selvstændig provinsafdeling. DR skulle medvirke til at rette op på det skæve Danmark. Der skulle indbygges et konkurrencemoment i monopolet, og for at afbalancere den påståede københavnske dominans ønskede man, at nye tilgange kom fra det forsømte kultur- og samfundsliv i provinsen.

Det korte af det lange er, at Danmarks Radios provinsafdeling blev oprettet 1. januar 1973 med Nielsen & Nielsen i spidsen. Chef for det hele, fjernsyn, radio og regionalradio, blev professor i psykologi, dr. phil. Gerhard Nielsen. Hans souschef blev journalist Jakob Nielsen, der flyttede til Århus fra en stilling i TV-avisens politisk-økonomiske redaktion. Provinsafdelingen var tværgående og dækkede alle programområder med egen teknisk afdeling.

”Et flagskib.” Således betegnede Danmarks Radio meget hurtigt programmet Landet Rundt. Det blev søsat som et lille billedtillæg til TV-avisen og blev hurtigt til en seer-magnet. Det var fra begyndelsen komponeret som et program med filmede reportager kædet sammen af en studievært i Århus-studiet. Senere blev det udbygget med studie-interviews og forskellige live-indslag. En af de mest afholdte sekvenser var Kort Nyt, som bestod af 5-7 filmindslag med en varighed på hver ca. 45 sekunder. Filmene blev optaget af Danmarks Radios free lance filmkorrespondenter spredt ud over landet. Mest kendt blev Jens Steffensen fra Thisted, der som pilot og selv ejer af adskillige fly, leverede enestående luftbilleder. Der var mange andre fotokorrespondenter, som leverede ruller med 16 mm stumfilm - i bl.a. Aalborg, Fredericia, Varde, Næstved og på Bornholm. Filmene blev fremkaldt, redigeret og lydbearbejdet i Århus. Disse indslag medvirkede i høj grad til at seere i hele landet følte, at Landet Rundt var deres program. Vi var til stede i stort og småt og ikke kun vest for Valby Bakke. Redaktionen havde adresse i Århus, men programmet var bl.a. bemandet med en fast, journalistisk medarbejder i København. Begrebet provins var ikke kun et udtryk for geografisk alsidighed, men også for en filosofi, der bød os at se emnerne fra den enkelte medvirkendes eget synspunkt.

Men de korte og nøgternt registrerende reportager uden særlig kritisk tilgang til samfundet fik også tv-anmelderne på de københavnske dagblade til at udøse hån, spot og latterliggørelse over den lille stab på redaktionen Slipvej 1, 8000 Århus C.

”Fjernsyn med halm i træskoene”

”Amatørisme”

”Bonderøvs-fjernsyn”

”Mikrofonholderi”

”Provinsialisme”

”Den flinke mikrofon”

Ingen kunne være i tvivl om, hvad tv-anmelderne - kulturparnassets dikkende lammehaler - mente om det, der blev udsendt fra Århus. Det var ikke sendetiden værd.

Seerne havde en ganske anden opfattelse.  Mandag efter mandag lå seertallet på mellem 1 og 1,8 millioner.

Flagskibet sejlede i spidsen for en stadig større og mere imponerende flåde under provinsafdelingens banner og med makkerparret Nielsen & Nielsen på rederikontoret. Den tidligere psykologiprofessor Gerhard Nielsen var som programchef en ukuelig forkæmper for provinsafdelingen. Den tidligere politiske reporter, Jakob Nielsen, var en gnistrende inspirator og igangsætter. Altid på farten, aldrig i mål.

Om samme Jakob Nielsen blev det i øvrigt af kollegaer i dagspressen sagt, da han flyttede til Århus, at nu steg intelligensniveauet i både København og Århus.

Produktionsteknikken i Århus blev langsomt udbygget. Først gik vi i farver. Det betød at hele programmet blev optaget på farvefilm. Senere blev afdelingen bestykket med en passende transmissionsvogn, og basen blev flyttet fra det primitive studie i Århus’ gamle havneadministration til Casino-teatret. OB-vognen gjorde det også muligt at møde seerne på hjemmebane og sende live fra lokaliteter uden for Århus. Vi sendte Landet Rundt direkte fra Hvide Sande, Odense, Skagen, Aabenraa, en Storebæltsfærge på vej fra Korsør til Nyborg og mange andre steder.

Journalist Carsten Fischer skrev en bog om sine 43 år på TV, som han kalder øretævernes holdeplads. Heri siger han om Landet Rundt:

”To studieværter kom mere end andre til at præge programmerne. Preben Heide med de skæve tænder og Ann Nissen med det søde, husmoderlige smil talte sig som nogle af de første ind på seerne med det nærværende magasinprogram ”Landet Rundt.” På en halv time blev seerne virkelig bragt rundt i landet – til stort og navnlig småt, men med engagement og forståelse for medvirkende og seere.”

Programmet dækkede et behov, som ikke tidligere var blevet tilgodeset. Selvfølgelig havde medarbejdere fra de københavnske tv-afdelinger lavet optagelse om steder, mennesker og begivenheder vest for Valby bakke, men de kom som programturister og med ”en let antropologisk tilgang,” som det blev formuleret af DR’s egne historieskrivere i 2008. Det er nu hverken i tandstilling eller søde smil, man finder forklaringen på det skred i opfattelsen af kvalitets-journalistik på tv, som skete i løbet af 1970’erne. Der var uforfærdet pionerånd og en dybtfølt lyst til at udfordre en kulturradikal og kystbanesocialistisk tankegang i de italesættende og definerende klasser, som man siger i 2016.

Journalisten og kritikeren Claes Kastholm Hansen skrev 4. oktober 1981 i Politiken en stort opsat søndagsartikel om provinstjenesten, at den var kommet for at blive. De mange medarbejdere, den store produktion og det store hus på Olof Palmes Allé var et tungvejende argument for at beholde afdelingen.

Decentralisering handler om beton, som provinschef Gerhard Nielsen sagde, da byggeriet af ”ørkenfortet” blev sat i gang af Radiorådet. Claes Kastholm skrev:

”Det andet (argument) handler om kulturel egnsudvikling, kulturkamp. Det handler om at præsentere en anden holdning i TV, præget af medarbejdere, der har benene plantet i et miljø, som er anderledes end storbyens, mere præget af det åbne land og de små befolkningsenheder. Som skipperen på Dagens Danmark, Preben Heide, siger det: ’Der er en Bermuda-trekant, som dominerer det officielle kulturliv her i landet. Den består af toppen i Gyldendal, Politikens Hus og nogle i Gyngemosen. Når vi bevæger os ind over den, forsvinder vi simpelthen… ‘

Så laver de i stedet en diskret og vittigt underspillet filmreportage om, da den københavnske kulturelite vovede sig uden for voldene og satte lakskoene på Agersø i Store Bælt som gæster i et PR-arrangement om Aalbæk Jensens nye ø-historie arrangeret af Gyldendal.

Og det lykkedes Århus-folkene at få skaren af kulturfolk på ø-vandring til at se ud som en gruppe påfugle på formiddagstur i en kartoffelmark.”

Nævnes skal også to redaktionelle greb. Det ene må tilskrives Gerhard Nielsen. Det er ikke at lade stofområder, men ideer være afgørende. Heri ligger en frisætning af virkelyst og skabertrang. Hvis du har en god ide til et indslag, så lav det! Det andet greb tilskrives Jakob Nielsen og er at lade en og samme person være redaktør og studievært. Det befordrer et ganske særligt engagement i tilrettelæggelse og præsentation. Værten brænder igennem og kommer ud gennem glasruden. Seerne oplever et personligt nærvær.

Provinschefen Gerhard Nielsen var en kæmpende mand. Fra han satte sig i stolen i 1973 til han sagde op i 1986 var han aldrig i ro. Kreativ, lynende intelligent, skarp og konfrontationssøgende sloges han for sin afdeling – ikke mindst for at få den respekt internt i DR’s ledelse, som hans medarbejdere for længst havde opnået hos seerne. En af grundene til at han kørte træt til sidst var måske, at han kun i begrænset omfang havde sit bagland med sig. Hans indblanding i produktionsmæssige detaljer, lydovervågning af arbejdet i studierne, meldinger som ”programchefen keder sig” og ”det kunne jeg ikke have gjort bedre, men det kunne du” var ikke egnet til at skabe goodwill. Ydermere måtte medarbejderne påhøre, at chefen udtrykte sin slet skjulte foragt ved at sige, at han skelnede mellem journalister og journalist-journalister. Den første kategori – og det var de færreste – udmærkede sig ved at lave journalistik. Den anden kategori udmærkede sig ved at være medlem af journalistforbundet uden at lave journalistik. Her sigtede han f.eks. til musikmanden Leif Wivelsted, en mangeårige dygtig og afholdt radiovært.

Triumviratet John Carlsen, Bo Damgaard og Ole Dreyer sparkede benene væk under den slags tåbelige definitioner med en omgang programmæssig jiu-jitsu. Det er en kampteknik, der er blid, smidig og føjelig og som benytter modstanderens vægt frem for sin egen styrke. I 1980 lancerede de en serie med titlen ”Men nu til noget helt andet” med opdigtede og autentiske eksempler på nyheder fra det ganske land. Formen var quiz, indholdet var kritik vendt mod både samfundet og fordomsfulde seere og udtrykket var venligheden selv, når man bad seerne gætte om det var rigtigt eller forkert…

  • at kirken havde fået udendørs gelænder med centralvarme
  • at amtskontoret ikke kunne få fat i sin post, før kvinderne var mødt på arbejde, eftersom brevsprækken sad på dametoilettet
  • at det blev forbudt at opdrætte ørreder i bure til søs, fordi deres afføring svinede for meget

Serien nedbrød de kendte grænser mellem fup og fakta, mellem journalistik og underholdning og mellem journalister og journalist-journalister. Gerhard Nielsen velsignede det ironisk smilende projekt og gik selv til yderligheder med projektet ”TV er Deres,” hvor manden og kvinden fra gaden kunne komme direkte ind i studiet og ytre sig om emner som arbejdsløshed og vold. Ingen redigering. Ingen censur. Frit slag – der bl.a. resulterede i håndgemæng i studiet i stedet for debat. Journalisterne var mikrofonholdere, men det gik ikke godt, og projektet blev stoppet. Struktur skal der til og helst gedigent forarbejde og research.

Værdien af disse klassiske dyder og rugbrødsjournalistik blev til fulde demonstreret af journalist Tommy Rasmussen i to dokumentarudsendelser om RF2, en redningsbåd, der væltede rundt og forliste under dens første aktion ud for Hirtshals natten til 1. december 1981. Den var stået til søs for at undsætte kutteren ”Hanne Dorte,” men begge skibe sank. Tragedien kostede seks redningsfolk og tre fiskere livet. Hvordan kunne det ske? Tommy Rasmussen undersøgte og afslørede, at myndighederne havde ignoreret resultaterne af en kæntringsprøve, som viste at RF2 ikke var selvoprettende, som den skulle være. Den var ikke sødygtig. Udsendelsen vakte forståeligt nok stor opsigt.

Desværre fik Tommy Rasmussen ikke Cavlingprisen for sin udsendelse. Det havde den fortjent. Det ville have vist omverdenen, at der var langt fra kulturparnassets opfattelse af Provinsafdelingen som de harmløse udsendelsers hjemsted til virkeligheden. Tommy Rasmussen slog hårdt, når han endelig slog.

De fleste af Provinsafdelingens medarbejdere var af den opfattelse, at det ville være ganske naturligt at placere det nye TV2 i Århus. Programchefen sagde aldrig offentligt, at han delte den opfattelse, men det var en almindelig mening, at han i 1986 sagde sin stilling op, fordi han anså udviklingsmulighederne i Århus for udtømte.

Men – for at citere ham selv – decentralisering handler om beton. Og inden for volde og mure på Olof Palmes Allé i det nordlige Århus trivedes programvirksomheden fortsat. Landet Rundt var blevet lukket, men revitaliseret som Dagens Danmark med en skarpere journalistisk profil. Dagens Danmark døde som følge af interne trakasserier. Senere blev det gamle Landet Rundt vakt til live og oven i købet relanceret som et dagligt tilbud ved spisetid. I en årsoversigt fra 1989 skriver DR, at flagskibet fortsat er Landet Rundt, som på gode dage har over 1 million seere. Fra ’90 var titlen Go’aften Danmark. Men TV2’s regionale tv-udsendelser tog med fortællelyst og godt humør fat på at afgræsse de stepper, der hidtil havde været provins-fjernsynets enemærker. I Århus føltes konkurrencen dog ikke pågående, da TV2-Østjylland gik i luften 1. april 1990. Ingen var bange for det nye, regionale tv-tilbud, og det havde de heller ikke grund til, for det var langt hen ad vejen bambi-tv med vaklende ben på glatis, men i horisonten trak skyerne sammen til en alvorlig gang modvind.

I 2016 er Danmarks Radio i Århus meget langt fra det selvstyrende hertugdømme, som vi kendte i 1970’erne med én programansvarlig chef for al radio og tv uden for Hovedstaden. DR har været gennem den ene strukturændring efter den anden for at tilpasse sig de skiftende mediebilleder – eller måske rettere sagt: for at præge dem mest muligt. Stribevis af trofaste medarbejdere er blevet presset ud, fordi deres kompetenceprofil ikke passede til fremtidens udfordringer, som det hed i begrundelserne. Chefen i ørkenfortet er i dag Anne-Marie Dohm, som bærer titlen ”direktør for DR Danmark.” Dohm er journalist, tidligere chef for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus og Nordjyske Medier i Aalborg.

DR i Århus er hovedsæde for DR Danmark med ca. 600 medarbejdere. En tredjedel arbejder i Århus, en tredjedel i København og en tredjedel i regionalradio-distrikterne. Flertallet af medarbejderne i distrikterne producerer regionalradio. Vigtigst er de regionale nyheder, trafikservice og nyhedsindslag til TV-avisen. I den kloge radio, DR P1, hører man stribevis af reflekterende indslag om kultur og videnskab – produceret i Århus. I øvrigt synes de journalistiske ambitioner at være sandet til i den smalltalk, der kitter musikfladerne sammen.

I Århus arbejder ca. 275, og meget markant på sendefladen står livsstilsprogrammerne. Nogle synes at have evigt liv. Søren Ryge Petersen var på skærmen første gang i 1977, og han er der stadig med haveprogrammer og meget andet. Københavnerviddet tog imod også ham med en kærlig uartighed: ”Den talende gummistøvle.” I det hele taget har det kollegiale miljø i betonhuset ved Randersvej fremelsket mange fortællere, der spejler tidsånden årti efter årti og lader skærmen udstråle nostalgisk tryghed og hygge. Navne som dyreelskeren Poul Thomsen, bonderøven Frank Erichsen, handymanden Flemming Leth og naturmennesket og jægeren Jørgen Skouboe har gennem mange år været og er også i dag en del af det, som DR Danmark i Århus tilbyder.

Journalisterne på alle arbejdspladser oplever, at der stilles helt nye krav til dem. De skal producere deres stof til mange platforme. Rent praktisk betyder det bl.a., at de skal versionere deres historier, hvad enten det er i ord eller billeder til internettets hjemmeside. I Århus producerer DR fortsat gammeldags fjernsyn, hvor udsendelserne kommer, når de kommer, og hvor det er ærgerligt, hvis man som seer kommer for sent. Det er fjernsyn med stort ”F,” som Anne Marie Dohm siger.

Men flere og flere seere foretrækker at se fjernsyn ”on demand” på deres pc eller tablet, og det er platforme, der ikke appellerer til, at man sidder 30 eller 40 minutter med næsen i skærmen. Det skal gå væsentligt hurtigere, og derfor stilles der nu krav om at udvikle nye fortælleformer. Ellers dør den klassiske journalistik på grund af kedsomhed. I dag er seeren sin egen programchef, og han har det ligesom salig Gerhard Nielsen, der meddelte, at ”programchefen keder sig.” Svaret på kedsomhed er at finde noget andet. Der er rigeligt at vælge imellem.

Danmarks Radios afdeling for intern undervisning og uddannelse udviklede i begyndelsen af 1980’erne et omfattende undervisningsprogram, der skulle omfatte alle firmaets medarbejdere. Navnet var TV-sum, der står for TV som udtryksmiddel. Formålet var at højne kvaliteten af udsendelserne bl.a. ved at bevidstgøre medarbejderne om begreber som ide, indhold, form og udtryk. Man blev i stand til at analysere sine egne produktioner og arbejde meget bevidst med sine virkemidler. Stort set alle medarbejdere i produktionen gennemgik denne undervisning under ledelse af den senere dramachef, Ingolf Gabold.

Et af slagordene, der opstod omkring TV-sum var ”alle er programmedarbejdere.” Det skal forstås sådan, at fotograf, lydtekniker, regissør, assistent og rekvisitør m.fl. alle har væsentlig betydning for det færdige resultat, og alle i en produktion kan og bør tage ejerskab til det færdige resultat. I Danmarks Radio var et produktionshold strengt hierarkisk opbygget med journalisten (programmedarbejderen) i toppen og produktionsassistenten (kabelslæberen) i bunden. Kernen i den nye tænkning var, at produktionen skulle nyde godt af ideer og kreativitet hos alle, og at ingen stod for lavt i rangfølgen til at sætte præg på resultatet. Et eksempel er radiomanden Nis Boesdal, der startede sin karriere i DR med at male hvide striber til parkeringsbåsene i Århus og i dag – takket være frisætningen af hans kreativitet – er en af de mest skattede programværter på DAB-kanalen DR5.

Men så længe medarbejderne var spærret inde i stive fagforeningssystemer med skarpe faggrænser mellem medlemmer af Dansk Journalistforbund og Dansk Metal var det beskedne resultater, der kunne opnås. En smed var en smed og ve den fotograf eller journalist, der tillod sig at betjene hans båndoptager. Lyd var smedenes arbejde. Basta!

Med TV2’ oprettelse blev der takket være den visionære Jørgen Schleimann indført enhedsoverenskomst. Alle medarbejdere på TV2 er medlem af Dansk Journalistforbund. Det betyder ikke, at alle er journalister eller journalist-journalister, som provinschefen udtrykte det. Fagligheden og kompetenceforskellene lever heldigvis endnu, men der er ingen formelle hindringer for at bevæge sig fra kabelslæberi til programtilrettelæggelse eller selv ene mand stå for det hele. Den mangeårige studievært og reporter på TV2/Østjylland, Søs Kjeldsen, arbejder nu bl.a. som VJ, altså video-journalist. Hun laver programmer kun med sig selv, et kamera og en mikrofon. Det kan hun takket være en fleksibel overenskomst og en teknisk udvikling, der har gjort udstyret lettere, mere betjeningsvenligt og idiotsikkert. En af de første til at arbejde som VJ var Jack Fridtjof. Han var grundlægger af den første lokale tv-station i Århus, og fra begyndelsen af 1980’erne var han til stede overalt i byen, hvor der var et emne at filme, altid ene mand. Kollegaerne fra Danmarks Radio så med undren på dette fænomen, når de selv rykkede i marken med et hold bestående af 5-6 medarbejdere: journalist, producerassistent, fotograf, fotografmedhjælper, lydmand og regissør. 

Da provinsafdelingen blev oprettet i 1970’erne var der kun én tv-kanal, og seerne i Sønderjylland kunne se tysk tv. I Østdanmark kunne man foruden Danmark se Sverige. I dag har hovedparten af seerne adgang til et ubegrænset antal tv-kanaler. Det fører i stort omfang med sig, at vi kopierer hinandens succeser, men også at vi lægger den største vægt på, at seerne har identifikationsmuligheder med de medvirkende eller med problemstillingerne. De skal gerne kunne opleve et ”godt det ikke er mig” eller et ”det kunne lige så godt være mig.” TV2/Østjylland udgiver hvert år en public service redegørelse. Dens titel var i 2013 ”Nær og nødvendig,” og den formulering rummer den udfordring, som vores dages tv-journalister står over for. Det nære er identifikationen. Det nødvendige er nyhedsdækningen, og som tv-journalisten Søs Kjeldsen siger: ”Den letanvendelige teknik frigør tid og kræfter til kreativt arbejde, men baner også vejen for en nyheds-tsunami.”

Danmarks Radios provinsafdeling begyndte som en fiks ide og en Århushistorie, men takket være tv-programmer som Landet Rundt, Dus med Dyrene og Søren Ryges direkte haveudsendelser blev der rettet op på det skæve mediebillede, hvor Danmark og verden kun blev set fra et hovedstadssynspunkt. Kappestriden mellem fjernsynets programmedarbejdere vest for Valby Bakke og Gyngemosen i Gladsaxe førte til en ny og hidtil ukendt mangfoldighed i DR's programtilbud, men kampen mellem provinsafdelingen og cheferne i København endte med, at københavneriet sejrede ad helvede til. I dag står DR-huset i Århus Nord som et monument over mislykket decentralisering, men trods alt som et eksempel på enestående dansk arkitektur - skabt i Århus.

Onsdag den 6. april 2016 meddelte DR's pressetjeneste:

DR i Aarhus bliver udbygget ved at flytte DR Sporten og DR Vejret samt magasinerne ’Kontant’ og ’Madmagasinet’. Derudover får Aarhus en ny, udvidet kulturredaktion, som skal være med til at øge bredden i DR’s dækning af kulturlivet ved at fortælle flere historier fra hele landet. Redaktionen får desuden ansvaret for et nyt kulturmagasin på DR2. Det er planen, at DR i løbet af de kommende tre år vil styrke DR i Aalborg og Aarhus med omkring 165 årsværk. Det svarer til en stigning i antallet af medarbejdere uden for hovedstaden med cirka en tredjedel i forhold til i dag. De fleste redaktioner flytter pr. 1. januar 2017, mens DR Sporten og DR Vejret først får base i Aarhus fra 1. februar 2018. ”Planen er et vigtigt led i at sikre, at DR også i de kommende år er relevant for hele befolkningen," siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.