Landsbyen Zywkowo i Polen er kendt som Storkelandsbyen. Byen ligger få hundrede meter fra grænsen til den russiske enklave Kaliningrad. Om foråret ankommer ca. 100 storke fra de varme lande og slår sig ned på byens tage og i træerne. I sensommeren forlader flere end dobbelt så mange igen Zywkowo, der besøges af tusindvis af turister bevæbnede med kamera og kikkert. En af dem er mig. Ornitologer anslår, at en fjerdedel af hele verdens bestand af storke holder til i Polen, en stor koncentration i Zywkowo, men der er storke overalt i Polen og de baltiske lande. Et studie af sammenhængen mellem antallet af storke og udviklingen i befolkningstallet begrunder en mistanke om, at det måske alligevel ikke er storken, der kommer med de små børn. I hvert fald går fødselstallet nedad.