Klumme LokalAvisenAssens 24. marts 2015
Her kan man da ikke bo!
Assens!
Det lød som et skrig af forfærdelse, da jeg sagde til en af mine venner, at vi ville flytte fra Aarhus til Fyn. Assens? Hvorfor ikke Kerteminde eller Svendborg? Og igen lød det: ”Assens! Dér kan man da ikke bo.”
Hvad var indvendingerne? Der er intet kulturliv i Assens, hverken teater eller klassisk musik eller et ordentligt kunstmuseum. Er der overhovedet butikker i Assens? Er I klar over, at den kommunale skatteprocent er næsten 2 point højere end i Aarhus? Og I kender ikke en sjæl i Assens!
Men det gør vi nu. Det var i september, og flyttebilen fra Aarhus var knap nok ude af indkørslen, før naboer kom med blomster, mundgodt og bysladder. Nina i cafeen, Pernille i boghandlen, Henrik i vinhandlen og Pia i Brugsen bød os velkommen. Den store, gule Plum-lades historie blev udrullet af altmuligmanden Ivan. To indfødte assenesere fra motionsholdet tog os med på en byvandring.
Kammermusik på Krengerup, fællessang på Hagenskov, folkelige foredrag i kirkesale og forsamlingshuse, jazz i ”tobakken” og teater i arenaen blev hurtigt effektive dementier af de negative forventninger til kulturlivet. Medrivende fra første tirsdag var også flis-debatten, ytringsfrihed i fri dressur og en demokratisk debat af næsten samme underholdningsværdi som møderne i byrådet.
Goddag, goddag! Byrådsmedlemmerne giver hånd til de fremmødte tilhørere. Der er fællessang, og så tager de valgte mænd og kvinder fat på at overbevise os om, at vi skam får noget for alle de penge, vi betaler i skat.
En læserbrevsskribent anførte i avisen, at vi ikke har brug for revy i Assens, for byrådsmøderne er ét, stort morskabsteater. Man keder sig ikke. Lyt f.eks. til den energiske DF’er, der til alles latter erklærer sig som ph.d. og oversætter denne akademiske titel til ”pensionist hele dagen.” Eller lad os prøve at få et overblik over
”Venstre ved du, hvor du har”. D’damer Rie og Bodil er direkte modstandere i sagen om flishugningen, og Rie lancerer sin egen politik. Hvor er Ole? Han er uden for døren, når de andre flår i hans arbejdsplads, havnen. Gruppeformanden Dan suppleret af borgmester Søren for bordenden gør sig lystige over Danmarks Naturfredningsforening og planloven, men er i skjul, når vælgerne forventer fodslag i byrådsgruppen og klare Venstre-udmeldinger. Socialdemokraternes to Charlotter prøver ihærdigt at få det til at lyde, som om de borgerlige kun har magten på lånt tid, og at de har den egentlige politiske ledelse. Langt væk fra bykongerne, men tæt ved tilhørerne, er den radikale enmandshær gemt bag en søjle. Når han taler, taler de andre også – men i munden på hinanden. Han er ikke uklog, men kun få kan høre det.
Således ruller livet en vinter lang i den lille by ved bæltet; ingenlunde kedeligt. På det private plan endog særdeles fornøjeligt på grund vores sønnesøn Oliver. Det var ham, der fik os til at forlade Aarhus. Nu er han fire år og taler det smukkeste fynsk, og vi har ikke fortrudt.