Morsø Folkeblad 6. august 2006

Nybagt elev på Morsø Folkeblad for 50 år siden
Preben Heide fortæller om sit første møde med livet på redaktionen og
sit møde med musikken i Nykøbing

Som journalist møder man kl. 7 og går hjem, når man er 67. Man podes med en rastløs uro og vibrerende sporsans, som holder sig længe efter, man har krydset alle rimelige grænser mellem arbejde og privatliv. Derfor dukker jeg nu op som skribent og reporter på Morsø Folkeblad i 50-året for starten på min elevtid i 1956.

Baggrunden er, at jeg i 1956 skrev om stiftelsen af jazzklubben i Nykøbing. Nu er jeg inviteret til at være journalistisk vagthund ved Royal Garden Clubs jubilæumsaktiviteter omkring Belle Epoque i den kommende weekend.

Jeg kom til Nykøbing direkte fra min realeksamen i Århus og blev indkvarteret i selve bladhuset, som dengang var en markant bygning i midtbyen. Det første jeg så, når jeg om morgenen slog øjnene op, var to små og højtsiddende vinduer med hver ni ruder. Imellem dem en urkasse fra gulv til loft og hele rummet fyldt med sindigt tiktak fra tårnuret, der fire etager oppe kronede Morsø Folkeblads facade mod Lilletorv.
Et umøbleret loftskammer med skrå vægge og sparsomt dagslys. Toilettet var to etager nede, og der var ingen adgang til køkken og bad.
”Her kan De bo, hr. Heide,” sagde redaktør Mads Hansen, da jeg indfandt mig som journalistelev for 50 år siden. Og med en månedsløn på 175 kr. havde jeg ikke råd til at sige nej. For den unge, håbefulde lærling på 16 år var det en fordel, at værelset var gratis. For redaktøren og bladet var gevinsten, at jeg altid var for hånden til forefaldende opgaver – det var bl.a. hver aften at kontrollere om fjernskriverne havde papir nok til at skrive alle de nyhedsmeddelelser, der indløb natten igennem.

Selvfølgelig kiksede det. Jeg fik ikke sat ny papirrulle i på den rigtige måde. Rullen satte sig fast, og skriveren hakkede på det samme sted hele natten, så fjernskriveren om morgenen var fyldt med papirkonfetti, farvebåndet var ødelagt og ikke et eneste telegram var skrevet ud. Det var det værste. Vi havde ingenting til avisen og ingenting til de morgenfriske maskinsættere, der ventede på manuskripter.

Redaktøren opdagede naturligvis skandalen først. Jeg kom ind på redaktionen kl. 6.45 efter at have hentet bladets postsæk på posthuset, og han stod i døren til fjernskriverrummet. ”Hr. Heide, kom lige her,” lød det med ildevarslende, kold elskværdighed. Og så blev jeg konfronteret med katastrofen samt med en skideballe af betydelig størrelse indeholdende ikke mindst en trussel om aldrig at kunne gøre karriere som rigtig journalist.

Først skulle jeg gøre rent og få fjernskriveren til at køre igen. Så skulle jeg med blussende røde ører ringe til Ritzaus Bureau og Venstrepressens Bureau og bede dem så mindeligt om at sende nattens meddelelser én gang til. På de to telegrambureauer i København slog man kors for sig over den tåbelige journalistelev fra Mors, men lovede at sende et magert udvalg af de vigtigste nyheder. Resten måtte jeg pr. telefon hente hjem fra venstrebladene i nabobyerne.

Jyllands-Posten var avisens redning på sådanne Tycho Brahe-dage. Med flid saksede vi alt, som kunne interessere vore læsere, klistrede det på et ark papir og sendte det til sætteriet. Først gennemgik redaktøren Jyllands-Posten, derefter smækkede han de flagrende rester i hovedet på mig. ”Se om der er mere, der kan bruges!” lød ordren, og så måtte jeg i gang med de sørgelige rester, der mest af alt så ud som et gækkebrev i vinterstorm. Sådan en morgen kunne redaktionssekretær Brix ikke uden malice meddele:
”Uden saks og klister, ingen journalister.”

Hvorfor gik det galt? Måske var jeg kommet for sent hjem til tårnværelset efter en aften i jazzklubben. Fra de små gittervinduer i mit kammer kunne jeg se ned på torvet og lige over på Haandværkerforeningen, hvor der var en kommen og gåen af mange unge. Som journalist ved avisen var jeg indlemmet i en voksenverden, men ung var jeg og trængte til at være sammen med andre unge. Derfor gik jeg til de musikarrangementer, der var. Og jazzen holdt til i Haandværkerforeningen.

Mit første møde med jazz var dog i Kino, hvor direktør Gunnar Obel og min kollega, journalist Bent Riis-Olesen havde arrangeret koncert med den amerikanske bluesguitarist Big Bill Broonzy. Det var et tilbud om ”negermusik”, der ikke faldt særligt i morsingboernes smag. De blev væk, og arrangørerne indkasserede en økonomisk øretæve.

Men min smag for jazz var vakt, og den blev næret ved mange, lange pladeaftner hjemme hos Bent Riis-Olesen og fru Karin i deres lille lejlighed på Nørrebro. Han havde en pladesamling med mange sjældenheder, og han var en begejstret fortæller. Oven i købet lykkedes det ham at overtale mig til at købe en plade, som han mente ville blive en stor sjældenhed. Det var Ellington/Strayhorns udgave af Griegs musik til dramaet ”Peer Gynt”. Jeg købte den, skønt jeg hverken havde radio eller grammofon. Pladen står nu hos min yngre bror Svend Heide (Knudsen), der selv er jazzmusiker på banjo og bas. Også min anden, nu afdøde lillebror Niels gjorde sig som musiker på en følsom trompet. Begge var de skolet i FDF i Nykøbing, der leverede en stribe gode og især engagerede medlemmer af jazzklubbens husorkester Royal Garden Jazzmen.

Jazz er godt, men musikalsk kostforagter skal man ikke være. Som bladets udsendte lærte jeg orgelmusikken at kende, når Grethe Krogh, senere professor ved musikkonservatoriet, gav koncert i Nykøbing Kirke. Jeg blev sendt til kammermusik i musikforeningen, skulle interviewe en operastjerne, der var på sommerbesøg hos sin familie i Nykøbing. Hun var mezzosopran, men i min uvidenhed præsenterede jeg hende for læserne som ”messingsopran”. Jeg skrev om pop-koncerter med bl.a. Raquel Rastenni og fik sidst, men ikke mindst en stor kærlighed til salmer og danske sange fra Højskolesangbogen.

En af mine talrige opgaver var at referere begravelser og møder i både missionshuse og forsamlingshuse. Ved disse lejligheder blev der sunget, og sangen gik lige i hjertet på den unge mand. Det samme gjorde de ord, der blev talt. Det var nu ikke lutter guldkorn. Der var slemme sovepiller imellem. Efter en dag, der begyndte kl. 6.30, havde budt på otte timers arbejde på redaktionen, en begravelse og et interview om eftermiddagen, skulle der kraftige udsagn til at holde en truende døsighed væk. Slemt var det især i det ottekantede forsamlingshus i Galtrup, hvor referent-bordet var på balkonen. En varm, fugtig og landligt krydret atmosfære samledes under taget, og det skete, at mine øjne faldt i. Men mod denne søvn fik jeg et godt råd af ham, der var journalistelev før mig, tv-manden Vagn Simonsen: ”Hold altid en blyant i den hånd du har under hagen. Når du falder i søvn, taber du blyanten. Så vågner du og fortsætter med at notere. Skidt med det, du ikke fik med. De andre har heller ikke hørt det. De sover også.”

Ofte synes jeg, at mine tre år på Mors var en dannelsesrejse og et højskoleophold, hvor jeg fik noget af den ballast, jeg ikke havde som 16-årig realist. Jeg blev også stemplet af Janteloven. Du skal ikke tro, du er noget. Og det var jeg heller ikke. Men da jeg forlod Morsø Folkeblad efter tre år, skrev redaktør Mads Hansen trods idelige konflikter og skænderier:
”Jeg anbefaler ham gerne og venter ham en god Fremtid som Journalist”.
Og det er jo ikke for sent. Jeg går først hjem, når jeg bliver 67.

Fakta:
Preben Heide, født 1939 i Århus. Søn af fabrikant Svend B. Heide, der stammede fra Galtrup, hvor hans far grundlagde Heides Maskinfabrik. Preben Heides mor, Karen
Knudsen, var gift med bankkasserer Aage Knudsen og boede til sin død i Nykøbing. Preben Heide er bror til billedhuggeren Erik Heide, Flade. Efter elevtiden på Mors har PH bl.a. arbejdet for DR-TV, hvor han især blev kendt som studievært på programmer som Landet Rundt og Dagens Danmark. Fra 1990 har PH arbejdet for TV2 og DR-P1, som tilrettelægger af bl.a. kulturprogrammer. Han er ivrig sejler og har skrevet bøgerne ”På strejftogt i Det syddanske Øhav” og ”Drømmesejlads og forlis”.