Maleren Finn Have bad mig i 2006 udpege et sted, som betød noget særligt.
Jeg skulle skrive om det, han skulle male det.
Valget faldt på Tunø, mellem Jylland og Samsø.

Naturen findes ikke mere. Der findes planter, dyr, bakker, søer og hav. Men det store, uberørte, i sig selv hvilende, findes ikke. Måske en gang, da ingen mennesker var til. Men ikke i dag. Vi må nøjes med en forestilling om en eller anden slags natur, der er formet af vore egne synsmåde og foretagsomhed, og som kan nære den romantisk-nostalgiske drøm om det oprindelige. Vi må slå os til tåls med en sammenstilling af udvalgte brudstykke, der i al ufuldkommenhed udgør svaret på drømmen og naturen og hvis facit udtrykkes i valget af ”Mit sted”, som maleren siger.
Jeg er sejler. Når vinden fylder sejlene, og skibet presser sig gennem vandet, der brusende viger til side, og når skroget nejer sig under blæstens pres, indtræder der en vægtløs lykke. Når vejret læses direkte ud af himmel og skyer, vandets farve, bølgernes retning og luftens klarhed, har jeg skrællet så meget af det moderne livs komplekse retningsløshed bort, at min følelse nærmer sig en naturlig glæde.
Der ligger så Tunø mellem Jylland og Samsø. Talrige gange er vi kommet duvende fra nordvest, har set de tvende dele af øen dukke op, tilsyneladende adskilte. Fundet den grønne bøje kaldet ”Kukkeren”, som mærker af mellem Tunø Røns lave sandrevler og Tunø Dybs 40 meter havdyb. Og endelig gledet ind i havnen, der er så yndet af sejlere på grund af øens særligt charmerende kontrast mellem natur og unatur.
Der er stille på Tunø. Ikke vindens, vandets og træernes stilhed, men et fravær af det moderne livs store, brummende lydkulisse. Den slags stilhed, der tillader mig at høre og skelne hver enkelt lyd: To mænd, der taler sammen lidt borte, en tømrer, der lader hammeren falde, en traktor brummende på vejen, lærken, bølgernes leg ved stranden. Langs klinterne på øens nordside løber en smal, trampet sti. Her sidder en
klar septemberdag maleren på en lille klapstol. Farver og lærred ligger i græsset. Pensel er monteret på en træpind, som springer frem og tilbage mellem palet og det halvt færdige maleri. Her er han midt mellem natur og unatur.

Til højre stranden som den altid har set ud. Lidt sand, øer af opskyllet tang, partier med grus og kampesten, der af bølgerne gennem årtusinder er gravet ud af klinternes gule jord. Flokke af edderfugle gyngende på vandet. Hurtigt flyvende strandskader, der endnu måneder efter yngleperioden skræpper advarende. Arrige som en færing.
Til venstre den tæmmede natur. Den perverterede plantevækst. På afstand et blågrønt modstykke til Kattegats farve. I nærbillede porrer i række og geled. Trimmet til maskinhøst. Porrer er en vigtig produktion og et levebrød for mange tunboer. Effektivt dyrket med hæmningsløs ukrudtbekæmpelse. Jorden mellem de enkelte porrer er næsten nøgen. Ser ud som en gold flade eller en substans, hvis formål kun er at holde planterne oprejst. Unatur.