Århus Journalistforening 100 års jubilæum 2015
Af Preben Heide

En mørk oktoberaften 1979. Rosenkrantzgade i Aarhus ligger stille hen. Foran det gamle Casino-teater holder en af Danmarks Radios store sendevogne parkeret. Blåt lys skinner svagt ud gennem vognens tildækkede vinduer. Lægger man øre til, kan man høre tv-producerens kommandoer. Svære bundter af kabler løber fra vognen ind i den gamle teatersal, der nu er ombygget til tv-studie. En direkte tv-udsendelse er i gang. Et par snese tilskuere sidder bænket omkring det grå gulv, hvor tre-fire store tv-kameraer retter linserne mod en sofa. Lyset er dæmpet. Atmosfæren spændt. Tavshed kryber frem fra de mange, tøvende pauser i det lavmælte interview, der er i gang. En lille dreng og hans far sidder over for tv-journalisten for at svare på spørgsmål. Hvorfor har de skjult sig for drengens mor? Hvorfor flygter de fra myndighederne? Hvad skal der ske i fremtiden? Faderen svarer med lav stemme, og pludselig blander drengen Jon sig i samtalen. ”Min mor slår mig, når jeg siger, at jeg hellere vil være sammen med far,” lyder det med skælvende stemme. Er det den 8-årige drengs umiddelbare kommentar? Eller er den iscenesat af faderen, der kæmper for at få forældremyndigheden over drengen?

Denne lille hændelse i tv-provinsafdelingens store satsning, programmet Kanal 22, der sendes direkte fra studiet i Casino-bygningen, hvor der tidligere var teatersal, står den dag i dag som en af de mere opsigtsvækkende journalistiske begivenheder i Provinsafdelingens historie. Vurderingerne spænder fra det mest positive til det mest negative, der kan siges om tv-journalistik for åben skærm.
”En usmagelig fadæse,” lød dommen fra tv-anmelderen Hans Petersen i Aarhuus Stiftstidende dagen efter. ”Det var situationssans, da Heide lod drengen sige, hvad han ville,” skrev Rigmor Jessen i sit tv-synspunkt i B.T.

Emnet i Provinsafdelingens udgave af Kanal 22 – en times direkte tv med journalistik og underholdning, sendt kl. 22 – var barnets tarv og papirløse fædres retssikkerhed. Henning Nielsen og hans 8-årige søn Jon gav diskussionen kød og blod. Jons mor havde på det tidspunkt forældremyndigheden over drengen, men drengen ville være hos faderen, og det var han. Under jorden.
I myndighedernes optik forelå der en bortførelse. Politiet havde fået et tip om, at far og søn skulle på direkte, så der blev gjort kort proces. Betjente med hunde omringede studiet, og da udsendelsen var forbi, skred man til anholdelse. Faderen kom i fængsel, drengen blev overladt til de sociale myndigheder og sendt tilbage til sin mor, hvorfra han igen stak af for at være sammen med faderen. Og så gik sagen sin gang i retssystemet. Faderen vandt ved højesteret. Jon-sagen er udførligt beskrevet i Gregers Dirckinck-Holmfelds Danmarkskrønike bind 2, side 378-381. Sagen vakte kolossal opsigt – både dens indhold og den tv-mæssige behandling af emnet samt det forhold, at politiet tilsyneladende havde fået et tip om, hvor de kunne fange faderen og drengen.

I en ledende artikel i Dagbladet Information blev indslaget i Kanal 22 betegnet som et journalistik scoop, men programtilrettelæggerne Jakob Nielsen, Preben Heide og Jørgen Koldbæk blev samtidig betegnet som ”politiets håndlangere”, fordi de ikke havde givet Jon og hans far den sikkerhed, der lå i at optage interviewet på forhånd. Faderen var imidlertid helt på det rene med betingelsen - at det var direkte, her-og-nu tv uden redigering, men med størst mulig gennemslagskraft.

Det var det journalistiske koncept. I andre interviews i serien af Kanal 22-programmer medvirkede en ung mand, der havde taget plejeorlov for at passe sin døende hustru. Hun døde samme eftermiddag, men programmets medarbejdere overtalte ham til at stille op direkte. En stofmisbruger kom i studiet med svære abstinenser og lod sig interviewe med koldsveden dryppende fra hele kroppen. En kvinde udsat for voldsom mishandling af sin kæreste stillede op til live-interview med friske, gule og blå slagmærker i ansigtet. Kæresten havde tæsket hende sønder og sammen, da han hørte, at hun ville fortælle om hans voldshandlinger på tv. Hun gjorde det alligevel.

At kritikken ikke prellede fuldstændigt af på programmets ansvarlige tilrettelæggere fremgår af den interne, galgenhumoristiske betegnelse: ”Kanal 22 – magasinet for død og ødelæggelse.”

Den kollegiale kappestrid Aarhus-København
Den knivskarpe vinkling af emnerne og den kompromisløse gennemførelse af de direkte interviews skal ses i lyset af en kollegial kappestrid mellem Provinsafdelingen og de DR-programafdelinger i København, der i samme sendeplan også producerede Kanal 22 med bl.a. det mindeværdige makkerpar Gorm og Gregers.

Kappestrid – men ikke konkurrence – havde været en ledetråd i programarbejdet i DR lige fra oprettelsen af den selvstændige provinsafdeling i Aarhus i 1972-73. Men vi skal endnu længere tilbage for at sige goddag til de første tv-producere i Aarhus. Fra 1962 til 1973 var DR repræsenteret i Aarhus med navnkundige programfolk og journalister, der leverede programmer og indslag til bl.a. tv-kulturafdelingen, TV-Avisen og sporten. Den store radio-dokumentarist Christian Kryger skiftede med held fra lyd til billede. Hans interviews med børn vises stadig fra tid til anden. Journalist Erik Svensson gjorde sig bemærket med nogle af de første dybtgående programmer om stofmisbrugere. Tommy Rasmussen og Leif Hjortshøj tog i indslag efter indslag i TV-Avisen seriøst fat på miljøstoffet, der bød sig til med ufortalte skandalehistorier om Cheminova og Grindstedværket. Leif Hjortshøj spillede med kynisk virtuositet på seernes følelser og frygt for skadevirkninger på især børnene. ”Vi skal have kvinderne med,” sagde han, ”de tænker med livmoderen.”

”Et flagskib.” Således betegnede Danmarks Radio meget hurtigt programmet Landet Rundt. Det blev søsat som et lille billedtillæg til TV-Avisen og blev hurtigt til en seer-magnet. Det var fra begyndelsen komponeret som et program med filmede reportager præsenteret af en studievært i Aarhus-studiet. Senere blev det udbygget med studie-interviews og forskellige live-indslag. En af de mest elskede sekvenser var Kort Nyt, som bestod af 5-7 filmindslag med en varighed på hver ca. 45 sekunder. Filmene blev optaget af Danmarks Radios free lance filmkorrespondenter spredt ud over landet. Mest kendt blev Jens Steffensen fra Thisted, der som pilot og selv ejer af adskillige fly, leverede enestående luftbilleder af bl.a. en stor færgeulykke i Skagerrak. Der var mange andre fotokorrespondenter, som leverede ruller med 16 mm stumfilm - i bl.a. Aalborg, Fredericia, Varde, Næstved og Bornholm. Filmene blev fremkaldt, redigeret og lydbearbejdet i Aarhus. Disse indslag medvirkede i høj grad til at seere i hele landet følte, at Landet Rundt var ”deres” program. Vi var til stede i stort og småt.

Men de korte og temmelig nøgternt registrerende reportager uden særlig kritisk tilgang til samfundet fik også tv-anmelderne på de københavnske dagblade til at udøse hån, spot og latterliggørelse over den lille stab på redaktionen Slipvej 1, 8000 Aarhus C.

• ”Fjernsyn med halm i træskoene”
• ”Amatørisme”
• ”Bonderøvs-fjernsyn”
• ”Mikrofonholderi”
• ”Provinsialisme”
• ”Den flinke mikrofon”

Ingen kunne være i tvivl om, hvad tv-anmelderne - kulturparnassets dikkende lammehaler - mente om det, der blev udsendt fra Aarhus. Det var ikke sendetiden værd.
Danmarks Radios Provinsafdeling blev skabt for at rette op på det skæve Danmark, på et mediebillede, der i alt for høj grad var præget af københavneri, på at inddrage kulturelle, folkelige og erhvervsmæssige miljøer uden for hovedstadsområdet i udsendelsesvirksomheden og – i det hele taget – give et billede af Danmark vest for Valby Bakke.

Gerhard Nielsen og Jakob Nielsen i spidsen
Fra 1. april 1973 sejlede flagskibet Landet Rundt i spidsen for en stadig større og mere imponerende flåde under Provinsafdelingens banner og med makkerparret Nielsen & Nielsen på rederikontoret. Den tidligere psykologiprofessor Gerhard Nielsen var som programchef en ukuelig forkæmper for Provinsafdelingen. Den tidligere politiske reporter på TV-Avisen, Jakob Nielsen, var som næstkommanderende i Aarhus en gnistrende inspirator og igangsætter. Altid på farten, aldrig i mål.

Om samme Jakob Nielsen blev det i øvrigt af kollegaer i dagspressen sagt, da han flyttede til Aarhus, at nu steg intelligensniveauet både i København og Aarhus.

Produktionsteknikken i Aarhus blev langsomt udbygget. Først gik vi i farver. Det betød at hele programmet blev optaget på farvefilm. Senere blev afdelingen bestykket med en passende transmissionsvogn, og basen blev flyttet fra det primitive studie i Aarhus’ gamle havneadministration til Casino-teatret. OB-vognen gjorde det også muligt at møde seerne på hjemmebane og sende live fra lokaliteter uden for Aarhus. Vi lavede Landet Rundt direkte fra Hvide Sande, Odense, Skagen, Aabenraa, en Storebæltsfærge på vej fra Korsør til Nyborg og mange andre steder.

To studieværter kom mere end andre til at præge programmerne. Journalist Carsten Fischer har skrevet en bog om sine 43 år som studievært på TV, som han kalder øretæverne holdeplads. Heri siger han om Landet Rundt: ”Preben Heide med de skæve tænder og Ann Nissen med det søde, husmoderlige smil talte sig som nogle af de første ind på seerne med det nærværende magasinprogram ”Landet Rundt.” På en halv time blev seerne virkelig bragt rundt i landet – til stort og navnlig småt, men med engagement og forståelse for medvirkende og seere.”

Landet Rundt nåede hurtigt meget høje seertal. Langt over 1 million seere sad mandag efter mandag og fulgte med i, hvad der skete rundt i landet. Programmet dækkede et behov, som ikke tidligere var blevet tilgodeset. Selvfølgelig havde medarbejdere fra de københavnske tv-afdelinger lavet optagelse om steder, mennesker og begivenheder vest for Valby bakke, men de kom som programturister og med ”en let antropologisk tilgang,” som det blev formuleret af DR’s egne historieskrivere i 2008. Det er nu hverken i tandstilling eller søde smil, man finder forklaringen på det skred i opfattelsen af kvalitets-journalistik på tv, som skete i løbet af 1970’erne. Der var uforfærdet pionerånd og en dybtfølt lyst til at udfordre en kulturradikal og kystbanesocialistisk tankegang i de italesættende og definerende klasser, som man siger i 2015.

Bermuda-trekanten
Journalisten og kritikeren Claes Kastholm Hansen skrev 4. oktober 1981 i Politiken en stort opsat søndagsartikel om Provinstjenesten, at ”den er kommet for at blive.” De mange medarbejdere, den store produktion og det store hus på Olof Palmes Allé er et tungvejende argument for at beholde afdelingen.
Decentralisering handler om beton, som provinschef Gerhard Nielsen sagde ti år tidligere, da byggeriet af ”ørkenfortet” blev sat i gang af Radiorådet. Claes Kastholm skrev:

”Det andet (argument) handler om kulturel egnsudvikling, kulturkamp. Det handler om at præsentere en anden holdning i TV, præget af medarbejdere, der har benene plantet i et miljø, som er anderledes end storbyens, mere præget af det åbne land og de små befolkningsenheder. Som skipperen på Dagens Danmark, Preben Heide, siger det: ’Der er en Bermuda-trekant, som dominerer det officielle kulturliv her i landet. Den består af toppen i Gyldendal, Politikens Hus og nogle i Gyngemosen. Når vi bevæger os ind over den, forsvinder vi simpelthen…’

Så laver de i stedet en diskret og vittigt underspillet filmreportage om, da den københavnske kulturelite vovede sig uden for voldene og satte lakskoene på Agersø i Store Bælt som gæster i et PR-arrangement om Aalbæk Jensens nye ø-historie arrangeret af Gyldendal.

Og det lykkedes Aarhus-folkene at få skaren af kulturfolk på ø-vandring til at se ud som en gruppe påfugle på formiddagstur i en kartoffelmark.”

Nævnes skal også to redaktionelle greb. Det ene må tilskrives Gerhard Nielsen. Det er ikke at lade stofområder, men ideer være afgørende. Heri ligger en frisætning af virkelyst og skabertrang. Hvis du har en god ide til et indslag, så lav det! Det andet greb tilskrives Jakob Nielsen og er at lade en og samme person være redaktør og studievært. Det befordrer et ganske særligt engagement i tilrettelæggelse og præsentation. Værten brænder igennem og kommer ud over kanten. Seerne oplever et personligt nærvær.
Provinschefen Gerhard Nielsen var en kæmpende mand. Fra han satte sig i stolen i 1973 til han sagde op i 1986 var han aldrig i ro. Kreativ, lynende intelligent, skarp og konfrontationssøgende sloges han for sin afdeling – ikke mindst for at få den respekt internt i DR’s ledelse, som hans medarbejdere for længst havde opnået hos seerne. En af grundene til at han kørte træt til sidst var måske, at han kun i begrænset omfang havde sit bagland i orden. Hans indblanding i produktionsmæssige detaljer, lydovervågning af arbejdet i studierne, meldinger som ”programchefen keder sig” og ”det kunne jeg ikke have gjort bedre, men det kunne du” var ikke egnet til at skabe goodwill. Ydermere måtte medarbejderne påhøre, at chefen udtrykte sin slet skjulte foragt ved at sige, at han skelnede mellem journalister og journalist-journalister. Den første kategori – og det var de færreste – udmærkede sig ved at lave journalistik. Den anden kategori udmærkede sig ved at være medlem af journalistforbundet uden at lave journalistik. Her sigtede han f.eks. til musikmanden Leif Wivelsted, en mangeårige dygtig og afholdt radiovært.

Nu til noget helt andet
Triumviratet John Carlsen, Bo Damgaard og Ole Dreyer sparkede benene væk under den slags tåbelige definitioner med en omgang programmæssig jiu-jitsu. Det er en kampteknik, der er blid, smidig og føjelig og som benytter modstanderens vægt frem for sin egen styrke. I 1980 lancerede de en måske-journalistisk serie med titlen ”Men nu til noget helt andet” med opdigtede og autentiske eksempler på nyheder fra det ganske land. Formen var quiz, indholdet var kritik vendt mod både samfundet og fordomsfulde seere og udtrykket var venligheden selv, når man bad seerne gætte om det var rigtigt eller forkert…

• at kirken havde fået udendørs gelænder med centralvarme
• at amtskontoret ikke kunne få fat i sin post før kvinderne var mødt på arbejde, eftersom brevsprækken sad på af dametoilettet
• at det blev forbudt at opdrætte ørreder i bure til søs, fordi deres afføring svinede for meget

Serien nedbrød de kendte grænser mellem fup og fakta, mellem journalistik og underholdning og mellem journalister og journalist-journalister. Gerhard Nielsen velsignede det ironisk smilende projekt og gik selv til yderligheder med projektet ”TV er Deres,” hvor manden og kvinden fra gaden kunne komme direkte ind i studiet og ytre sig om emner som arbejdsløshed og vold. Ingen redigering. Ingen censur. Frit slag – der bl.a. resulterede i håndgemæng i studiet i stedet for debat. Journalisterne var mikrofonholdere, men det gik ikke godt, og projektet blev stoppet. Struktur skal der til og helst gedigent forarbejde og research. Værdien af disse klassiske dyder og rugbrødsjournalistik blev til fulde demonstreret af journalist Tommy Rasmussen i to dokumentarudsendelser om RF2, en redningsbåd, der væltede rundt og forliste under dens første aktion ud for Hirtshals natten til 1. december 1981. Den var stået til søs for at undsætte kutteren ”Hanne Dorte,” men begge skibe sank. Tragedien kostede seks redningsfolk og tre fiskere livet. Hvordan kunne det ske? Tommy Rasmussen undersøgte og afslørede, at myndighederne havde ignoreret resultaterne af en kæntringsprøve, som viste at RF2 ikke var selvoprettende, som den skulle være. Den var ikke sødygtig. Udsendelsen vakte forståeligt nok stor opsigt og fik dybtgående konsekvenser. Desværre fik Tommy Rasmussen ikke Cavlingprisen for sin udsendelse. Det havde den fortjent. Det ville have vist omverdenen, at der var langt fra kulturparnassets opfattelse af Provinsafdelingen som de harmløse udsendelsers hjemsted til virkeligheden. Tommy Rasmussen slog hårdt, når han endelig slog.

Fra Gerhard Nielsen til Anne Marie Dohm
De fleste af Provinsafdelingens medarbejdere var af den opfattelse, at det ville være ganske naturligt at placere det nye TV2 i Aarhus. Programchefen sagde aldrig offentligt, at han delte den opfattelse, men det var en almindelig mening, at han i 1986 sagde sin stilling op, fordi han anså udviklingsmulighederne i Aarhus for udtømte. Men – for at citere ham selv – decentralisering handler om beton. Og inden for volde og mure på Olof Palmes Allé i det nordlige Aarhus trivedes programvirksomheden fortsat. Landet Rundt var blevet lukket, men revitaliseret som Dagens Danmark med en skarpere journalistisk profil. Dagens Danmark døde som følge af interne trakasserier. Senere blev det gamle Landet Rundt vakt til live og oven i købet relanceret som et dagligt tilbud ved spisetid. I en årsoversigt fra 1989 skriver DR, at flagskibet fortsat er Landet Rundt, som på gode dage har over 1 million seere. Fra ’90 var titlen Go’aften Danmark. Men TV2’s regionale tv-udsendelser tog med fortællelyst og godt humør fat på at afgræsse de stepper, der hidtil havde været provins-fjernsynets enemærker. I Aarhus føltes konkurrencen dog ikke pågående, da TV2-Østjylland gik i luften 1. april 1990. Ingen var bange for det nye, regionale tv-tilbud, og det havde de heller ikke grund til, for det var langt hen ad vejen Bambi-tv med vaklende ben på glatis, men i horisonten trak skyerne sammen til en alvorlig gang modvind. I 2015 er Danmarks Radio i Aarhus meget langt fra det selvstyrende hertugdømme, som vi kendte i 1970’erne med én programansvarlig chef for al radio og tv uden for Hovedstaden. DR har været gennem den ene strukturændring efter den anden for at tilpasse sig de skiftende mediebilleder – eller måske rettere sagt: for at præge dem mest muligt. Stribevis af trofaste medarbejdere er blevet presset ud, ”fordi deres kompetenceprofil ikke passer til fremtidens udfordringer.” Chefen i ørkenfortet er i dag Anne-Marie Dohm, som bærer titlen ”direktør for DR Danmark.” Dohm er journalist, tidligere chef for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og Nordjyske Medier i Aalborg. DR i Aarhus er hovedsæde for DR Danmark med ca. 600 medarbejdere. En tredjedel arbejder i Aarhus, en tredjedel i København og en tredjedel i regionalradio-distrikterne. Flertallet af medarbejderne i distrikterne producerer regionalradio. Vigtigst er de regionale nyheder, trafikservice og nyhedsindslag til TV-Avisen. I den kloge radio, DR P1, hører man stribevis af reflekterende indslag om kultur og videnskab – produceret i Aarhus. I øvrigt synes de journalistiske ambitioner at være sandet til i den smalltalk, der kitter musikfladerne sammen. I Aarhus arbejder ca. 275, og meget markant på sendefladen står livsstilsprogrammerne. Nogle synes at have evigt liv. Søren Ryge Petersen var på skærmen første gang i 1977, og han er der stadig med haveprogrammer og meget andet. Københavnerviddet tog imod også ham med en kærlig uartighed: ”Den talende gummistøvle.” I det hele taget har det kollegiale miljø i betonhuset ved Randersvej fremelsket mange fortællere, der både spejler tidsånden årti efter årti og lader skærmen udstråle nostalgisk tryghed og hygge. Navne som dyreelskeren Poul Thomsen, bonderøven Frank Erichsen, handymanden Flemming Leth og naturmennesket og jægeren Jørgen Skouboe har gennem mange år været og er også i dag en del af det, som DR Danmark i Aarhus tilbyder ”kanalejerne” i Danmarks Radio. Nogle afdelinger producerer. Andre sender det ud.

Cavlingprisen i skattely
DR Danmarks stolthed er naturligvis dokumentargruppen, der, som Anne Marie Dohm udtrykker det, er profilskabende. Titler som ”Pigen, der ikke ville dø” går ikke tidligt i glemmebogen. Denne pige blev efter et trafikuheld erklæret for hjernedød og skulle bruges som organ-reservedele for andre. Men hun var ikke død. Den fadæse kostede en overlæge jobbet. Aarhus producerede også ”9.Z mod Kina,” som blotlagde en for danske skoler lidet flatterende sammenligning mellem danske og kinesiske skolebørn. Og endelig i 2013 landede Cavlingprisen igen i Aarhus. Jyllands-Posten havde indtil da haft næsten monopol på den omkostningstunge, dybdeborende og tålmodige journalistik. Modtagerne var Jeppe Gårdboe, Frederik Brun Madsen, Søren Kristensen, Michael Klint og Steen Jensen fra DR Dokumentar, der sidder i Aarhus. Fire af de hædrede har dog deres daglige arbejdsplads i København. De stod bag dokumentarserien ”I skattely”, som blev sendt i efteråret 2013 på DR1. I serien gik Jeppe Gårdboe blandt andet undercover som forretningsmand for at afsløre flere bankers tvivlsomme moral.

Jeppe Gårdboe foregav, at han havde opfundet en app, som han havde tjent millioner på. Derfor spurgte han en række danske banker til råds om, hvad han skulle gøre med pengene og blev i flere tilfælde opfordret til at opsøge skattely. Han fik desuden masser af råd til, hvordan han skulle gribe anbringelsen af penge i skattely an rent praktisk. Samtalerne blev dokumenteret med skjult kamera og førte efter visningen af programmerne til stor debat om de finansielle institutioners moral. "Serien er i indhold - formidling – og form – af international klasse. Og med serien bliver en stolt tradition for undersøgende velfortalt journalistik båret ind i fremtiden. Det er modigt, det er grundigt, og det er i sin form fremadskuende. I er kommet bag kulisserne i en ellers lukket verden," sagde Cavling-formand Kirsten Pilgård i sin tale til årets Cavling-modtagerne.

Kabelslæber eller programmedarbejder
Journalisterne på alle arbejdspladser oplever, at der stilles helt nye krav til dem. De skal producere deres stof til mange platforme. Rent praktisk betyder det bl.a., at de skal versionere deres historier, hvad enten det er i ord eller billeder til internettets hjemmeside. I Aarhus producerer DR fortsat til det gammeldags fjernsyn, hvor udsendelserne kommer, når de kommer, og hvor det er ærgerligt, hvis man som seer kommer for sent. Det er fjernsyn med stort ”F,” som Anne Marie Dohm siger.

Men flere og flere seere foretrækker at se fjernsyn ”on demand” på deres pc eller tablet, og det er platforme, der ikke appellerer til at man sidder 30 eller 40 minutter med næsen i skærmen. Det skal gå væsentligt hurtigere, og derfor stilles der nu krav om at udvikle nye fortælleformer. Ellers dør den klassiske journalistik på grund af kedsomhed. I dag er seeren sin egen programchef, og han har det ligesom salig Gerhard Nielsen, der meddelte, at ”programchefen keder sig.” Svaret på kedsomhed er at finde noget andet. Der er rigeligt at vælge imellem.

Danmarks Radios afdeling for intern undervisning og uddannelse udviklede i begyndelsen af 1980’erne et omfattende undervisningsprogram, der skulle omfatte alle firmaets medarbejdere. Navnet var TV-Sum, der står for TV som udtryksmiddel. Formålet var at højne kvaliteten af udsendelserne bl.a. ved at bevidstgøre medarbejderne om begreber som ide, indhold, form og udtryk. Man blev i stand til at analysere sine egne produktioner og arbejde meget bevidst med sine virkemidler. Stort set alle medarbejdere i produktionen gennemgik denne undervisning under ledelse af den senere dramachef, Ingolf Gabold.

Et af slagordene, der opstod omkring TV-Sum var ”alle er programmedarbejdere.” Det skal forstås sådan, at fotograf, lydtekniker, regissør, assistent og rekvisitør m.fl. alle har væsentlig betydning for det færdige resultat, og alle i en produktion kan og bør tage ejerskab til det færdige resultat. I Danmarks Radio var et produktionshold strengt hierarkisk opbygget med journalisten (programmedarbejderen) i toppen og produktionsassistenten (kabelslæberen) i bunden. Kernen i den nye tænkning var, at produktionen skulle nyde godt af ideer og kreativitet hos alle, og at ingen stod for lavt i rangfølgen til at sætte præg på resultatet. Et eksempel er radiomanden Nis Boesdal, der startede sin karriere i DR med at male hvide striber til parkeringsbåsene i Aarhus og i dag – takket være frisætningen af hans kreativitet – er en af de mest skattede programværter på DAB-kanalen DR5.

Men så længe medarbejderne var spærret inde i stive fagforeningssystemer med skarpe faggrænser mellem medlemmer af Dansk Journalistforbund og Dansk Metal var det beskedne resultater, der kunne opnås. En ”smed” var en ”smed” og ve den fotograf eller journalist, der tillod sig at betjene hans båndoptager. Lyd var smedenes arbejde. Basta!

Med TV2’ oprettelse blev der takket være den visionære Jørgen Schleimann indført enhedsoverenskomst. Alle medarbejdere på TV2 er medlem af Dansk Journalistforbund. Det betyder ikke, at alle er journalister eller ”journalist-journalister,” som provinschefen udtrykte det. Fagligheden og kompetenceforskellene lever heldigvis endnu, men der er ingen formelle hindringer for at bevæge sig fra kabelslæberi til programtilrettelæggelse eller selv ene mand stå for det hele. Den mangeårige studievært og reporter på TV2/Østjylland, Søs Kjeldsen arbejder nu bl.a. som VJ, altså video-journalist. Hun laver programmer kun med sig selv, et kamera og en mikrofon. Det kan hun takket være en fleksibel overenskomst og en teknisk udvikling, der har gjort udstyret lettere, mere betjeningsvenligt og ”idiotsikkert”. En af de første til at arbejde som VJ var Jack Fridtjof. Han var grundlægger af den første lokale tv-station i Aarhus, og fra begyndelsen af 1980’erne var han til stede overalt i byen, hvor der var et emne at filme, altid ene mand. Kollegaerne fra Danmarks Radio så med undren på dette fænomen, når de selv rykkede i marken med et hold bestående af 5-6 medarbejdere: journalist, producerassistent, fotograf, fotografmedhjælper, lydmand og regissør.

TV2/Østjylland
Fra 1999 har TV2/Østjylland været en del af det århusianske mediebillede. Den regionale tv-station begyndte sin virksomhed i 1990 med hovedkontor i Randers. Den første direktør, Erling Bundgård, som indtil bestyrelsen for TV2/Østjylland ansatte ham, havde lavet underholdningsprogrammer for Danmarks Radio, samlede en stab på ca. 30 medarbejdere omkring sig. Det var mest nye og uprøvede folk, hvis talent og erfaring ikke stod mål med ambitionerne, men takket være en lille kerne af tidligere DR-medarbejdere i program, teknik og administration kom stationen helskindet gennem de første læreår og er i dag, 25 år efter det første ”Godaften Østjylland” lige så professionel som alle andre. I 1999 flyttede TV2/Østjylland til et nybygget mediehus i Aarhus nord kun 300 meter3 km fra DR’s domicil, og fra 2000 har Peter Kramer været direktør. Kramer har haft en klassisk karriere som nyhedsjournalist, der i 1990’erne kulminerede med jobbet som redaktionschef på TV2-nyhederne i Odense. Mange så ham som garant for en skarp, journalistisk profil, og et blik på TV2/Østjyllands ”Wall of Fame” bekræfter, at linjen med dokumentarprogrammer, der blev lagt i slutningen af 90’erne, ikke alene er fastholdt, men udbygget. ”Forliset i Kattegat”, ”Højbjergmordet”, ”Asylbørn” og ”Er du mors lille dreng” er nogle af de programtitler, der huskes bedst. Nogle er sendt på TV2/Østjyllands egen flade, andre på TV2, og her fungerer TV2/Østjylland som eksternt produktionsselskab. Direktør Peter Kramer er af den opfattelse, at ”Asylbørn” burde have haft Cavlingprisen. Udsendelsen blev kåret som årets dokumentarprogram i 2006.

Fjernsyn med følelse
Dokumentaristen Lars Høj og hans skiftende makkere har også flere indfølte og gribende beretninger fra hverdagens Danmark på deres cv. Lars Høj er i dag leder af det selvstændige produktionsselskab Dokumentarkompagniet i Aarhus. Det har ligesom adskillige andre produceret til TV2/Danmark. ”Med børnene som våben” og ”Stop nu krigen, mor og far” er to af de i 2014-15 aktuelle titler fra Dokumentarkompagniet.
Firmaet præsenterer sig selv med disse ord:
Det er vores mål at fortælle om væsentlige kritisable samfundsforhold og stærke personlige skæbnehistorier. Historierne skal engagere mange seere og skabe debat – eller rykke på fordomme – enten i samfundet eller i sofaen derhjemme. Vi producerer udelukkende programmer af høj teknisk kvalitet, og vi vil gerne overraske i form og fortælling. Dokumentarkompagniet blev grundlagt i 2008 af producent Lars Høj. I dag har vi base i Aarhus midtby og har tilknyttet flere af Danmarks dygtigste visuelle fortællere. Holdet bag dokumentarprogrammerne tæller omkring 20 medarbejdere i alt.

TV2/Østjylland er licensfinansieret ligesom Danmarks Radio, har et budget på ca. 70 mill. kr. og beskæftiger ca. 70 medarbejdere. Højeste prioritet er de regionale nyhedsudsendelser, derefter webredaktionen, den regionale sendeflade uden for nyhedsvinduerne og endelig leverancer til TV2 Danmark. Spørger man seerne, hvad de synes om, vil mange nævne serien ”Kurt kom forbi” hvor reporteren Kurt Leth møder store og små i ligefremme hverdagssamtaler. Han har skabt en talemåde: ”Nå, hvad så?” Kurt Leth havde premiere på serien i 1993, og i TV2/Østjyllands jubilæumsår 2015 løber den stadig.

Når en reporter fra TV2/Østjylland rykker ud for at dække en historie, får han en lille huskeseddel på størrelse med et visitkort, hvorpå der står:
”Stop! Har du husket
…en spib?
…et anslag?
…en ide til form?
…en overraskelse?
…udtoning?”

Denne arbejdsvejledning for unge reportere er en direkte følge af Ingolf Gabolds TV-Sum, der ikke kun har præget Danmarks Radio, men også TV2.

Disse betragtninger over og erindringer om journalistikken i de elektroniske medier i Aarhus begynder med beretningen om en familie, der er splittet, og om to forældre, der er i krig om deres barn. Vi skriver 1978, og politikerne lover på den givne baggrund, at nu skal det være slut med disse stridigheder, og at barnets tarv skal være afgørende. Dokumentarkompagniet (Lars Høj & Co.) tager samme emne op 35 år senere med serier om forældre, der bruger børnene som våben, og som er i regulær krig med hinanden. Er der sket en positiv udvikling? Nej, der er ikke sket fremskridt overhovedet. Er der til gengæld sket fremskridt i journalistikken? Der er i hvert fald ske en ændring. I gamle dage var vi interesseret i, at vores historie skulle blive ”en kioskbasker”. Kanal 22 var bl.a. af den grund meget kontant og hårdtslående, og en seer i dag ville savne medfølelse med de medvirkende, som vi med et afstumpet udtryk kaldte ”interview-ofre.”
Da provinsafdelingen blev oprettet i 1970’erne var der kun én tv-kanal, og seerne i Sønderjylland kunne se tysk tv. I Østdanmark kunne man foruden Danmark se Sverige. I dag har hovedparten af seerne adgang til snesevis af tv-kanaler. Det fører i stort omfang med sig, at vi kopierer hinandens succeser, men også at vi lægger den største vægt på, at seerne har identifikationsmuligheder med de medvirkende eller med problemstillingerne. De skal gerne kunne opleve et ”godt det ikke er mig” eller et ”det kunne lige så godt være mig.” TV2/Østjylland udgiver hvert år en public service redegørelse. Dens titel var i 2013 ”Nær og nødvendig,” og den formulering rummer den udfordring, som vores dages tv-journalister står over for. Det nære er identifikationen. Det nødvendige er nyhedsdækningen, og som tv-journalisten Søs Kjeldsen siger: ”Den letanvendelige teknik frigør tid og kræfter til kreativt arbejde, men baner også vejen for en nyheds-tsunami.”