Preben Heide fortæller om sit første møde med livet på redaktionen og sin læretid som journalistelev 1956-59

Det var et brændende ønske, der gik i opfyldelse, da jeg i vinteren 1956 modtog et brev fra redaktør Mads Hansen på Morsø Folkeblad, hvori han meddelte, at jeg kunne tiltræde som elev på avisen den 1. april. Pladsen ville blive ledig efter hr. Simonsen (den senere så kendte tv-journalist Vagn Simonsen). Han havde været elev i tre år og var nu udlært. Jeg var 16 år og kom til Nykøbing direkte fra min realeksamen på Vestergaardsskolen i Viby ved Århus. Når det blev Morsø Folkeblad, skyldtes det ikke mindst, at min familie var kendt på øen, og formodentlig at jeg havde en onkel, gdr. Andreas Ringgaard fra Torp, der var medlem af bladets bestyrelse. Min mor, Karen Knudsen, boede i Nykøbing og var gift med bankkasserer i Morslands Folkebank, Aage Knudsen.

Jeg blev indkvarteret i selve bladhuset, som dengang var en markant bygning på Lilletorv. I nederste etage boede Morslands Folkebank, på 1. sal såvel bladets ekspedition som redaktionen, på 2. sal lå redaktørens privatbolig og på 3. sal under taget var der bl.a. et kammer, der kunne bruges til bolig. Der skulle jeg bo. Møbleringen bestod af et bord, en stol og en gammel divan. Det første jeg så, når jeg om morgenen slog øjnene op, var to små og højtsiddende vinduer med hver ni ruder. Imellem dem stod en urkasse fra gulv til loft og fyldte rummet med sindigt tik-tak fra tårnuret, der fire etager oppe kronede Morsø Folkeblads facade mod Lilletorv. Et loftskammer med skrå vægge og sparsomt dagslys. Toilettet var to etager nede, og der var ingen adgang til køkken og bad.

”Her kan De bo, hr. Heide,” sagde redaktør Mads Hansen, da jeg indfandt mig, og med en månedsløn på 175 kr. havde jeg ikke råd til at sige nej. For en ung, håbefuld lærling på 16 år var det en fordel, at værelset var gratis. For redaktøren og bladet var gevinsten, at jeg altid var for hånden til forefaldende opgaver; det var bl.a. hver aften at kontrollere om fjernskriverne havde papir nok til at printe alle de nyhedsmeddelelser, der indløb natten igennem.

Selvfølgelig kiksede det. Jeg fik ikke altid sat ny papirrulle i på den rigtige måde. Papiret satte sig fast, og skriveren hakkede på det samme sted hele natten, så fjernskriveren om morgenen var fyldt med papirkonfetti, farvebåndet var ødelagt og ikke et eneste telegram var skrevet ud. Det var det værste. Vi havde ingenting til avisen og ingenting til de morgenfriske typografer og maskinsættere, der ventede på manuskripter. Redaktøren opdagede naturligvis skandalen. Jeg kom ind på redaktionen kl. 6.45 efter at have hentet bladets postsæk på posthuset, og han stod i døren til fjernskriverrummet.

”Hr. Heide, kom lige her,” lød det med ildevarslende, kold elskværdighed. Og så blev jeg konfronteret med katastrofen samt med en skideballe af betydelig størrelse indeholdende ikke mindst en trussel om aldrig at kunne gøre karriere som rigtig journalist.

Først skulle jeg gøre rent og få fjernskriveren til at køre igen. Så skulle jeg med blussende røde ører ringe til Ritzaus Bureau og Venstrepressens Bureau og bede dem så mindeligt om at sende nattens meddelelser én gang til. På de to telegrambureauer i København slog man kors for sig over den
tåbelige journalistelev fra Mors, men lovede at sende et magert sammendrag af de vigtigste nyheder. Resten måtte jeg pr. telefon hente hjem fra Skive Venstreblad og Thisted Amts Dagblad.

Jyllands-Posten var avisens redning på sådanne Tycho Brahe-dage. Med flid saksede vi alt, som kunne interessere vore læsere, klistrede det på papirark og sendte det til sætteriet. Først gennemgik redaktøren Jyllands-Posten, derefter smækkede han den maltrakterede avis ned på mit skrivebord.

”Se om der er mere, der kan bruges!” lød ordren, og så måtte jeg i gang med de sørgelige rester, der mest af alt så ud som et gækkebrev i vinterstorm. Sådan en morgen kunne redaktionssekretær Brix ikke uden malice meddele:
”Uden saks og klister, ingen journalister.”
Hvorfor gik det galt? Måske var jeg kommet for sent hjem til tårnværelset efter en aften i jazzklubben. Fra de små gittervinduer i mit kammer kunne jeg se ned på torvet og lige over på Haandværkerforeningen, hvor der var en kommen og gåen af mange unge. Som journalist ved avisen var jeg – alt for tidligt - indlemmet i en voksenverden, men ung var jeg og trængte til at være sammen med andre unge. Derfor gik jeg til de musikarrangementer, der var. Og jazzen holdt til i Haandværkerforeningen.

Mit første møde med jazz var dog i Kino, hvor direktør Gunnar Obel og min kollega, journalist Bent Riis-Olesen havde arrangeret koncert med den amerikanske bluesguitarist Big Bill Broonzy. Det var et tilbud om ”negermusik”, der ikke faldt særligt i morsingboernes smag. De blev væk, og arrangørerne indkasserede en økonomisk øretæve.

Men min smag for jazz var vakt, og den blev næret ved mange, lange pladeaftner hjemme hos Bent Riis-Olesen og fru Karin i deres lille lejlighed på Nørrebro. Ikke mindst ville jeg gerne komme, når Karin havde besøg af sin kønne søster, Jytte. Riis-Olesen havde en pladesamling med mange sjældenheder, og han var en begejstret fortæller. Oven i købet lykkedes det ham at overtale mig til at købe en plade, som han mente ville blive en stor sjældenhed. Det var Ellington/Strayhorns udgave af Griegs musik til dramaet ”Peer Gynt”. Jeg købte den, skønt jeg hverken havde radio eller grammofon. Pladen står nu hos min yngre bror Svend Heide (Knudsen), der selv er jazzmusiker på banjo og bas. Også min anden, nu afdøde lillebror Niels gjorde sig som musiker på en følsom trompet. Begge var de skolet i FDF i Nykøbing, der leverede en stribe gode og især engagerede medlemmer af jazzklubbens husorkester Royal Garden Jazzmen.

En arbejdsdag for en journalistelev kunne se nogenlunde sådan ud: Møde kl. 6.30 og hente dagens post på postkontoret. Derefter gennempløje gårsdagens aviser for at finde stof af interesse, læse pressemeddelelser, føre redaktionens begivenheds-kalender, pr. telefon tjekke hos Falck, Zonen og politiet, om der i nattens løb var sket noget, som skulle omtales, og måske referere fra et retsmøde. Formiddagen sluttede med korrekturlæsning, og ved 12-tiden var der en halv times spisepause. Jeg spiste som regel på pensionat hos fru Søe (journalist, redaktør og højskoleforstander Poul-Erik Søes mor), på Hotel Hamlet eller på ”Limfjorden”.
Før kl. 13 var jeg tilbage på redaktionen, og når trykkemaskinen i teknisk afdeling ud mod Jernbanegade begyndte at køre, var det tid til at gå i gang med eftermiddagens gøremål. Det kunne f.eks. være at referere fra en begravelse. Begravelsesomtaler blev anset for at være godt stof, så jeg blev sendt i kirken eller kapellet for at skrive en omtale. Hvis det var en kendt person,
der skulle begraves, var det vigtigt at få noteret, hvilke foreninger, organisationer eller myndigheder, der havde sendt kranse og blomster.

På vej hjem til redaktionen, kunne der stoppes et lille interview ind imellem. Det kunne være med en fisker, der havde fået en ny kutter, med en erhvervsdrivende, der havde moderniseret sin butik eller med en VW-forhandler, der var blevet hædret for sit store salg af biler. Som bladets udsendte lærte jeg orgelmusikken at kende, når Grethe Krogh, senere professor ved musikkonservatoriet, gav koncert i Nykøbing Kirke. Jeg blev sendt til kammermusik i musikforeningen, og skulle en gang interviewe en operasangerinde, der var på sommerbesøg hos sin familie i Nykøbing. Hun var mezzosopran, men i min uvidenhed præsenterede jeg hende for læserne som ”messingsopran”. Jeg skrev om pop-koncerter med bl.a. Raquel Rastenni og fik sidst, men ikke mindst en stor kærlighed til salmer og danske sange fra Højskolesangbogen.

En af mine talrige opgaver var at referere fra møder i både missionshuse og forsamlingshuse. Ved disse lejligheder blev der sunget, og sangen gik lige i hjertet på mig. Det samme gjorde de ord, der blev talt. Det var nu ikke lutter guldkorn. Der var slemme sovepiller imellem. Efter en dag, der begyndte kl. 6.30 og havde budt på otte timers arbejde på redaktionen, en begravelse og et interview om eftermiddagen, skulle der kraftige udsagn til at holde en truende døsighed væk. Slemt var det især i det ottekantede forsamlingshus i Galtrup, hvor referent-bordet var på balkonen. En varm, fugtig og landligt krydret atmosfære samledes under taget, og det skete, at mine øjne faldt i. Men mod denne søvn fik jeg et godt råd af ham, der var journalistelev før mig, tv-manden Vagn Simonsen: ”Hold altid en blyant i den hånd, du har under hagen. Hvis du falder i søvn, taber du blyanten. Så vågner du og fortsætter med at notere. Skidt med det, du ikke får det hele med. De andre har heller ikke hørt det. De sover også.”

Vi færdedes på øen rundt med rutebilerne, hvortil vi havde frikort, på lejet knallert eller ved sjældne lejligheder i vognmand Becks taxa. En aften skulle jeg til et møde i Sundby Forsamlingshus. Jeg faldt i søvn i rutebilen og vågnede ved at chaufføren ruskede i mig. Vi var kommet til Thisted, og der var en time til bussen gik tilbage til Mors, så jeg kom ikke til mødet. Heldigvis blev jeg reddet af læreren, der var formand for foredragsforeningen. Han indtelefonerede et referat til mig før han skulle i skole næste dag.

Af mine kolleger på redaktionen har jeg nævnt Bent Riis-Olesen, men det var redaktionssekretær Jon Brix, der som min nærmeste foresatte og vejleder, skulle lave en journalist ud af en umoden og forvirret ung mand. Det var en opgave, han ikke viede mange kræfter. Mit indtryk var, at han prøvede at holde lav profil og undgå konflikter med den koleriske og humørsyge redaktør Mads Hansen. Et faktotum på redaktionen var redaktør Sørensen. Han skrev navnestoffet, men kaldte sig redaktør, fordi han havde været redaktør af den konservative Morsø Avis. Redaktør Sørensen kendte Gud og hver mand på Mors og var med sit personkendskab en uvurderlig støtte.

Den, der kom til at betyde mest, var journalistelev Jørgen Holst-Jørgensen, kollega på den socialdemokratiske avis Aften-Posten, der havde lokalredaktion i Vestergade. Vi havde truffet hinanden mange gange som referenter ved forskellige møder og etablere hurtigt et uformelt samarbejde, der gik ud på at vi lettede vores arbejdsbyrde ved at dele stof imellem os. Vi behøvede ikke begge to at sidde til ukontroversielle arrangementer, så Jørgen tog fagforeningerne, jeg tog landbruget og erhvervslivet og så skrev vi de korte referater i to versioner: én til Folkebladet, en anden til ”Posten”. Jørgen Holst-Jørgensen var en klog og
tænksom ung mand, der åbnede mine øjne for litteratur, filosofi og politisk tænkning. En overgang var vi så tæt forbundne, at vi lejede et sommerhus på Refshammer til fælles bolig en vinter igennem. Dermed var det slut med at bo i Folkebladets tårnkammer og slut med fru redaktør Mads Hansens overvågning af min gøren og laden. Hendes falkeblik havde på et tidspunkt spottet, at jeg af og til havde besøg af en pige på mit kammer. Det foranledigede hende til i en klumme i avisen at skrive om sædernes forfald og om pigerne, der ”som logrende tæver ventede på den unge mand neden for hans vinduer”. Den bemærkning fik bægret til at flyde over, og jeg flyttede.

Set i bakspejlet var forholdene var primitive. Vi havde ingen fotograf og brugte kun de billeder, vi fik tilsendt trykklare fra Pressens Illustration-Bureau. Vi modtog nyhedsmeddelelser fra Venstres Pressebureau via en kortbølgeradio forsynet med hovedtelefoner. Radioen stod i et uopvarmet rum. Det var en kold tørn om vinteren. Heldigvis fik jeg af min mor foræret et par strikkede handsker uden fingre, så jeg kunne skrive på skrivemaskinen uden at få frost i fingrene.

Mine bedste venner på bladet var nogle af typograferne, især Holger Søndergaard og brødrene Damgaard, der havde blik for, at den unge mand havde brug for hjælp i den professionelle hverdag. De reddede mig fra mange fadæser i det første, vanskelige år bl.a. ved at lære mig at skrive kort og klart. Desuden lod de mig forstå, at jeg ikke var det eneste fjols på redaktionen. En lille journalistskole ved siden af sættemaskinen eller i faktors ”bur”.

For en uddannet journalist er det vigtigt at beherske mange genrer ud over lokalreportagen: politik, økonomi, udlandsstof, kulturstof, erhvervsstof osv. Jeg bad ofte om at blive indført i disse seriøse områder, men svaret var nej. Det klarede redaktøren og hr. Brix. En journalist skal også kunne tilrettelægge og udforme en eller flere avissider, ja, en hel avis både m.h.t. indhold og udseende. Også her var svaret nej. Ligeledes blev jeg nægtet ophold på den nyetablerede Journalisthøjskole i Århus. Hvis jeg ville, måtte jeg selv betale. Det gjorde jeg så efter at have forladt bladet den 1. april 1959.

Som det fremgår, synes jeg at senior-medarbejderne svigtede ikke blot mig, men også tidligere og senere elever ved hovedsageligt at bruge os som billig arbejdskraft og negligere uddannelseskravene. På den anden side synes jeg også, at mine tre år på Mors var en dannelsesrejse og et højskoleophold, hvor jeg fik noget af den ballast, jeg ikke havde som 16-årig realist. Jeg sugede til mig af viden og erfaringer og benyttede mange kilder som en slags private mentorer, når jeg blev siddende efter at blokken var lagt til side for at tage fat på mere personlige anliggender. Det kunne f.eks. være hos en præst, en lærer, en bonde eller en politiker. Alle havde de noget at give – noget af det som unge i dag får på gymnasiet. Jeg havde ikke studentereksamen, men den tog jeg senere på et toårigt aftenkursus i Århus.

Jeg blev også stemplet af Janteloven. Du skal ikke tro, du er noget. Og det var jeg heller ikke. Men da jeg forlod Morsø Folkeblad efter tre år, skrev redaktør Mads Hansen trods idelige konflikter og skænderier: ”Jeg anbefaler ham gerne og venter ham en god Fremtid som Journalist”.

Fakta:
Preben Heide, journalist, forfatter (f. 1939 i Århus, søn af fabrikant Svend Bjerregaard Heide og hustru Karen Holme Petersen).

Uddannet 1956-59 på Morsø Folkeblad. Derefter skrivende journalist på Villabyernes Blad, Ringkjøbing Amts Dagblad, Randers Dagblad og Jyllands-Posten. Fra 1969 ansat i Danmarks Radios afdeling i Århus, først som nyhedsreporter på TV-Avisen, derefter som redaktør af og studievært på TV-magasinprogrammerne Landet Rundt, Dagens Danmark, Kanal 22 og Fra Gedser til Skagen. Tilrettelægger af et stort antal enkeltprogrammer og portrætudsendelser. Fra 1990 til 1996 studievært og nyhedsredaktør på TV2/Østjylland, derefter free lance journalist på hovedsageligt regionalradioen i Århus og DR/P1 som studievært og kulturjournalist.

Forfatter til bøgerne "Strejftogt i Det syddanske Øhav" og "Drømmesejlads og forlis", der begge tager udgangspunkt i P.H.s interesse for fritidssejlads. Har bl.a. sejlet på Middelhavet, på Europas floder og kanaler samt krydset Atlanterhavet.

Har modtaget Fritz Olsens Mindelegat (Danmarks Radio) som påskønnelse for sit arbejde med billedmediet samt Knud Rees Mindelegat (Dagbladet Jyske-Vestkysten) for at synliggøre provinsen på TV og i radio. Portrætteret i DR2-programmerne ”Gyldne gensyn” (1997), ”En mand sejler ud” (1998) og ”Monopolets helte” (2008).

Især kendt for sit arbejde i Danmarks Radios Provinsafdeling, som fra 1972 skulle modvirke skævvridningen i det danske mediebillede og kæmpe mod "københavneri". Det skete først og fremmest med det ugentlige magasinprogram Landet Rundt, der på kort tid nåede seertal på 1,6 og 2,1 mill.

Gift med journalist Ann Nissen (f. 1945). Bosiddende i Egå ved Århus.